Der er mennesker, hvis egentlige karakter og ansigt, man først ser på den sidste nattevagt. Når magten forlader dem, eller de forlader magten. Meget i moderne politik er sløret, fordi rampelyset er så udstillende. Og enten kan folk gemme en del af sig selv, men samtidig stråle uden filter i projetktørlysets skær. Eller også kan man mærke, at de holder på noget, og der kommer en usagt barriere op mellem politiker og det hungrede publikum.
Morten Østergaard var sjældent helt sig selv. Hvad enten det var pulloverne eller de hvide gummisko eller rollen som den ensomme retfærdighed, der skulle sikre, at folk langt om længe forstod det, der for mange radikale har været indlysende, men for andre lå lidt tungere: Nemlig at Det Radikale Venstre har ret og gerne lidt mere end alle andre.
