Matilde Kimer elsker Rusland, og det er svært for ukrainerne at forstå

Matilde Kimer, en af Danmarks bedste og mest engagerede journalister, fik frataget sin akkreditering og tilladelse til at dække krigen fra Ukraine. Det kan umiddelbart være svært at forstå, men måske er der en grund til ukrainernes beslutning.

DRs korrespondent Matilde Kimer fik i august sidste år frataget sin akkreditering og tilladelse til at dække krigen fra Ukraine af de ukrainske myndigheder. »Men måske er ukrainernes beslutning slet ikke så svær at forstå,« skriver Jakob Dalhoff, der er bosat i Ukraine. Asger Ladefoged/Ritzau

Jeg har boet og drevet virksomhed fra Ukraine siden 2018 og fulgt den russiske invasion på tætteste hold fra Lviv, hvor jeg bor sammen med min ukrainske forlovede. Det har været fantastisk at opleve den ukrainske kampgejst og mod udspille sig hver dag. Vi har alle været bange, men ud af en situation, som til tider har føltes håbløs, har mennesker fundet ufattelige kræfter frem og hjulpet hinanden, åbnet deres hjem og bakket hinanden op.

Da jeg ankom til landet første gang i 2016, var jeg meget nysgerrig på, hvordan ukrainerne opfattede russerne efter annekteringen af Krim-halvøen i 2014. Her spurgte jeg mange, om de oplevede had til selve Rusland efter denne annektering, men dette blev pure afvist med den pointe, at de ikke havde had til Rusland som helhed eller russere, men i stedet var hadet direkte rettet mod Ruslands præsident, Putin, og hans handlinger.