Ledelseskvaliteten i det offentlige skal have et løft

Vi ved, at der er en nær sammenhæng mellem ledelse og medarbejdernes motivation og trivsel på den enkelte arbejdsplads. Derfor har vores udspil også til formål at styrke ledernes kompetencer og samarbejdet mellem ledere og medarbejdere.

Sophie Løhde mener, at ledelseskvaliteten i det offentlige skal have et løft. Martin Sylvest

»Udsigten til mere ledelse på gymnasieområdet undrer og bekymrer os. Vi kan oprigtigt talt ikke se, at der er behov for det«. Sådan skriver Sandie Langer Christensen, lektor ved VUC Lyngby, og Mikael Busch, lektor ved Kolding Gymnasium, i et indlæg om regeringens nye ledelses- og kompetencereform 21.1 i Berlingske.

Lad mig begynde med at slå fast, at vores udspil handler om, at vi skal have løftet ledelseskvaliteten i den offentlige sektor til gavn for de omkring 820.000 offentligt ansatte og ikke mindst borgerne, der i sidste ende skal have værdi ud af det arbejde, som offentlige ledere og medarbejdere hver dag udfører i fællesskab. For selvom vi har rigtig mange dygtige og engagerede ledere rundt om på skoler, gymnasier, sygehuse og andre offentlige arbejdspladser, er der plads til forbedringer.