Kulturen fortjener en stærk erhvervspolitisk stemme

Det er på sin vis paradoksalt, at mens kulturen – og savnet af den – i den grad er i fokus hos os alle, så har der i den politiske arena været behov for at kæmpe en brav kamp for at få kulturens udfordringer i den aktuelle krise på dagsordenen.

Man opdager først, hvor meget man holder af noget, når det ikke længere er der. Lige nu gælder det blandt andet alle de små pusterum i hverdagen, som vi har taget for givet: at gå til børnekor med ungerne hver onsdag, at tage en tur med kæresten i teateret om fredagen eller at gå med veninden på museum i weekenden.

Det er på sin vis paradoksalt, at mens kulturen – og savnet af den – i den grad er i fokus hos os alle, har der i den politiske arena været behov for at kæmpe en brav kamp for at få kulturens udfordringer i den aktuelle krise på dagsordenen. Selvom kulturen har været ramt først, har den fået hjælp som noget af det sidste, og vi er stadig ikke i mål. Det er ikke godt nok – den opfattelse deler jeg med Jon Stephensen, der i et indlæg her i avisen 17.april stiller samme diagnose.

Vi har i Dansk Erhverv siden dag ét under coronakrisen modtaget talrige henvendelser fra vores mange medlemmer på tværs af hele kulturområdet. Og vi får nye medlemmer på området lige nu – fordi det er tydeligt for mange, at de har brug for en stærk erhvervsorganisation til at tale deres sag.

Bekymringen er den samme hele vejen rundt: Kulturlivet lever af, at vi mødes og lige så længe, vi ikke gør det, i hvert fald ikke rent fysisk, så forsvinder indtægtsgrundlaget her og nu, og forretningsmodellen bliver udfordret – også på lang sigt. Derfor har vi i Dansk Erhverv selvfølgelig gjort det, som vi er sat i verden for: Vi har nærmest i døgndrift rådgivet vores medlemmer på bedste vis omkring deres optioner i den aktuelle situation og deres muligheder for at gøre brug af de vedtagne hjælpepakker. Samtidig har vi sammen med vores stærke brancheorganisationer på kulturområdet allerede fra starten gjort alt, hvad vi kunne, for at løfte kulturaktørernes ønsker og behov ind i det politiske maskinrum, hvor hjælpepakkerne blev vedtaget i al hast og med bred politisk opbakning.

For os er der nemlig ingen tvivl: Kulturpolitik er erhvervspolitik. Og vi som erhvervsorganisation kæmper for kulturaktørerne på lige fod med alle vores andre medlemmer. Kulturaktørerne er en central brik i genopbygningen af vores turisme- og oplevelsesøkonomi i de kommende år, og vores stærke kulturtilbud tiltrækker mange turister. Kulturlivet leverer eksportvarer i form af danskproducerede computerspil, film og meget andet. Og fordi kulturpolitik er erhvervspolitik, fortjener kulturen den samme opmærksomhed som resten af dansk erhvervsliv i denne krise. Det ligger Dansk Erhverv meget på sinde. Det ligger mig personligt meget på sinde.

Vi har kæmpet for, at kulturaktørerne kunne gøre brug af de generelle hjælpepakker. Vi har kæmpet for at kompensationsordningen for aflyste arrangementer forlænges og forbedres. Vi har kæmpet for, at der kommer en afklaring omkring sommerens store events. Og nu skal vi kæmpe for at sikre, at kulturaktørernes behov prioriteres i forbindelse med genåbningen af landet, og at der findes langsigtede løsninger på de udfordringer, som kulturen ser ind i den kommende lange tid, hvor coronavirussen desværre vil være en del af vores hverdag.

Brian Mikkelsen er adm. direktør i Dansk Erhverv