Sagen om striden i Det Danske Akademi handler ikke om ytringsfrihed, men om lytningsfrihed: At have lov til at sige, at man forlader et selskab, fordi man ikke længere orker at høre på en træls deltager uden at blive beskyldt for at ville knægte vedkommendes ytringsfrihed.
Jeg befinder mig på holdet af »ytringsfrihedsfundamentalister«, der mener, at alt skal kunne tåle at blive kritiseret også i barske vendinger, men jeg kan godt forstå, at fire medlemmer har forladt Det Danske Akademi. Jeg tror på Ida Jessen, dette pæne, anstændige og meget lidt radikalfeministiske menneske, når hun til Information fortæller, hvordan flere af møderne var blevet ulidelige at deltage i, fordi Marianne Stidsen fik alt til at handle om sin sag, og at Ida Jessen bare ikke orkede det mere.
