I går blev krigsudredningen angående beslutningsgrundlaget for dansk krigsdeltagelse i Kosovo, Irak og Afghanistan endelig offentliggjort. I den forbindelse var Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen med i tirsdagens version af Deadline, sammen med SF-koryfæen Holger K. Nielsen. Aastrup Jensen var så storsindet at erkende, at regeringen op til Irak-krigen begik visse »fod- og procedurefejl«. Ellers var alt andet tip-top, må man forstå.
Udover det beklagelige faktum, at jeg i programmet var mere enig med Holger K. end med min borgerlige-fløjkammerat, var der noget andet, der gjorde lidt ondt. Det var Michael Aastrup Jensens reaktion, da han blev spurgt til »fodfejlene«. Altså de fodfejl, der i sidste ende resulterede i, at danske soldater faldt i kamp.