Kære Katrine og Emilie – I skal nok få jeres 12-tal på trods af »de dovne«

Gymnasiet handler om så meget mere end blot gode karakterer. Gymnasiet bør handle om venskaber, viden, glæde og dannelse, og en del af den dannelse bør være erkendelsen af, at der skal være plads til alle.

»Gymnasiet handler om så meget mere end blot gode karakterer. Gymnasiet bør handle om venskaber, viden og glæde, dannelse, både på nettet og i det virkelige liv,« skriver gymnasieelev Ida Kruse Søndergaard. Lars Rasborg

I løbet af de sidste par uger har to gymnasieelever, Katrine Fischer og Emilie Louise Rasmussen, her i Berlingske ytret sig om graden af deres klassekammeraters engagement. Begge piger brokker sig over, at de elever, det ikke går så let for, trækker niveauet ned i undervisningen.

I hele min skoletid har jeg haft det let. Jeg har kun sjældent givet fuldstændigt op på et emne, og så har jeg altid prøvet igen dagen efter. Jeg har to forældre, der bor sammen, og begge har en lang videregående uddannelse og betaler topskat. Jeg går på et af landets bedste gymnasier. Jeg har haft det nemt, det indrømmer jeg fuldt ud. Det har de fleste andre 12-talspiger, som Katrine og Emilie, nok også.