Hvor blev opgøret med symbolpolitikken af, Morten Østergaard?

Morten Østergaards ultimative krav om, at støtte til en socialdemokratisk statsminister kun kan ske hvis der gøres op med det såkaldte »paradigmeskifte« i udlændingepolitikken, får i den grad symbolpolitikken tilbage i hjertet af den politiske debat.

For et år siden lød det sådan her fra den Radikale partiformand: »I dag står vi med akkurat de samme problemer som for 20 år siden, fordi den elendige debat mellem halalhippier og strammere har sat en perspektivløs dagsorden om frikadelle- eller burkaforbud«. Og paradigmeskift, kunne man tilføje til den liste, men det gjorde han desværre ikke, skriver Frank Jensen. Niels Ahlmann Olesen

For præcis et år siden tilbragte formanden for Radikale Venstre, Morten Østergaard, tre uger i nogle af de boligområder i Danmark, som har fået det lidet flatterende »ghetto«-stempel hæftet på sig. Da partiformanden vendte tilbage til Christiansborg, var det med en ny erkendelse i rygsækken: Integrationsdebatten havde for længe handlet for meget om symboler og for lidt om virkelige løsninger på virkelige problemer.

Desværre er den radikale erkendelse øjensynligt falmet i takt med valgtrommernes buldren. For nylig gjorde Morten Østergaard det til et ultimativt krav for at støtte en socialdemokratisk statsminister, at der sker et opgør med det såkaldte »paradigmeskifte« i udlændingepolitikken. Det er et krav, der i den grad får symbolpolitikken tilbage i hjertet af den politiske debat.