Det kunne have været vores fineste stund

Politikerne kunne have valgt at sige, at vi er stolte af, at vi som nation har løst opgaven. Men det gjorde man ikke, man valgte at komme med det sidste stød, som skal få flygtningene til at tænke, at de aldrig kan føle sig sikre, at vi tager al værdighed fra dem, så må de ligge søvnløse til den dag, de får et brev, hvor der står farvel.

»Vi i Danmark skal være stolte af, hvad vi har udført. Ikke mindst fordi vi har en integrationsminister, Inger Støjberg, som har gjort alt for, at nye borgere ikke skal føle sig velkommen i landet, og at Danmark skal fremstå som et småracistisk land, hvor de svageste ikke er velkommen, og hvor man ikke kan opnå noget,« skriver Nicolai Kobberup Larsen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

1. marts trådte paradigmeskiftet i kraft. Det er kulminationen på regeringens og DFs arbejde i denne regeringsperiode, godt støttet af Socialdemokratiet på udlændingeområdet.

Det har altid været min opfattelse, at man skal hjælpe flygtninge, fordi de har oplevet det værste: De har efterladt deres sønderbombede hjem, set familiemedlemmer dø, mistet alt det, som de har brugt deres tilværelse på at bygge op. Nogle har været udsat for tortur og andet forfærdeligt. Mennesker, der stadig har mod på livet efter at have været igennem krig, har min dybeste respekt.