Debatten om forholdene i landets daginstitutioner har fået nyt liv efter, at TV 2 har afsløret hjerteskærende, skjulte optagelser af blandt andet en københavnsk pædagogmedhjælper, som taler grimt og hårdt til en lille pige, der er ved at blive kørt ind i vuggestuen og savner sine forældre. Automatreaktionen fra mange på venstrefløjen har været at udpege manglende minimumsnormeringer som årsagen til pædagogmedhjælperens fuldstændig uacceptable behandling af det lille barn. Men ville det lille barn være bedre stillet, hvis der bare var flere voksne i institutionen med samme tilgang som den pågældende medhjælper?
Der findes masser af fantastiske pædagoger, der hver dag søger at give børnene den opmærksomhed og omsorg, de har brug for, og de løber uden tvivl ofte alt for stærkt. Men en pædagogs omsorg, uanset hvor dygtig og empatisk denne er, kan aldrig erstatte en mors eller fars ubetingede kærlighed. En kærlighed de allermindste har ret til at mærke hver eneste dag. Derfor er der et vigtigere spørgsmål, der bør rejse sig i denne debat: Hvorfor har vi overhovedet indrettet et samfund, hvor det er nødvendigt at aflevere sine børn i institution på fuld tid hver uge?
