Mor til fire: Minimumsnormeringer! Må jeg godt blive fri?

Begrebet »minimumsnormering« er mere et udtryk for selvoptagethed end for fællesskab. Kære medforældre og politikere: Drej kikkerten fra jeres egen navle og valgflæsk og zoom i stedet ind på dem, der virkelig har brug for hjælp.

»Ordet »minimumsnormering« er mere et udtryk for selvoptagethed end for fælleskab. Det bunder i mistro til pædagogernes personlighed og faglighed, og manglende anerkendelse af daginstitutionen som dannelsesinstitution, hvor børnene lærer vigtige ting som at dele, at vente og at bære over med andre,« skriver Mette Thomsen. Claus Bech

»Minimumsnormering« har været det helt store buzzword ved dette års folketingsvalg. Ifølge SF og Enhedslisten er det vigtigste i hele verden lige nu flere – faktisk kolossalt mange flere – pædagoger i vuggestuerne og børnehaverne til at tage sig af helt almindelige sunde og raske, opfindsomme og livlige børn. Børn, der i vid udstrækning kommer fra helt almindelige, sunde og raske, opfindsomme og livlige familier.

Er det meget vigtigt? Eller kunne der være andre og vigtigere ting at bruge disse mange ressourcer på? Handicappede børn? Flygtningebørn? Psykisk syge børn? Socialt belastede familier, der ikke har råd til at holde jul?