Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

En radikal kamel skal måske sluges

Foto: Privatfoto

Stor var min overraskelse, da en kandidattest pegede på Martin Lidegaard fra de Radikale som min politiske »soul-mate«, mens de Konservative omvendt viste sig at være det parti, jeg var mest uenig med.

Kandidattesten var ikke desto mindre særdeles værdifuld, da den hjalp mig med at gøre op med fordomme og idiosynkrasier fra tidligere tider. De Radikale har altid været et parti, som jeg har »elsket at hade«. Som gårdejersøn født i starten af 1950erne var husmandspartiet de Radikale selvfølgelig helt udelukket. De Radikales dengang manglende forsvarsvilje var heller ikke sagen for en garder fra den Kongelige Livgarde og søn af en modstandsmand. Hertil kom partiets mange sideskift mellem røde og blå regeringer, som forekom både vægelsindede og illoyale.

Hertil kommer, at »hadeobjektet« de Radikales nyere historie har vist en total mangel på ansvar, når det gjaldt om at kontrollere indvandringen, så integrationen fik en chance for at lykkes.

Test dig selv: Find ud af, hvilke kandidater du er enig med

Så skal jeg tage konsekvensen af, at Martin Lidegaard ryger ind på førstepladsen i min kandidattest, kræver det vist en afmontering af nogle fordomme og et nyt syn på de Radikale i den tid, vi lever i.

Det viser sig lettere end først antaget.

For det første er der pludseligt og uventet blevet hårdt brug for en modvægt i den aktuelle uværdige udlændingedebat. Yderligere stramning er ikke længere nødvendig. Indvandringen er faldet markant, og der er mangel på arbejdskraft. Alligevel er den negative retorik om indvandrere skærpet og fremmedfjendskheden er tiltaget markant. Ikke blot med Nye Borgerlige og Stram Kurs, men også i store dele af Venstre og Socialdemokratiet.

For det andet taler de Radikale af alle partier mest markant for at styrke globaliseringen, EU-samarbejdet og dansk deltagelse heri. I en tid, hvor de nationalkonservative er i stærk fremmarch, ikke bare i USA, England og i Øst- og Sydeuropa, men også i Danmark, er der hårdt brug for politikere, som uforbeholdent arbejder for at styrke det internationale samarbejde.

For det tredje er de Radikale p.t. Folketingets stærkeste fortaler for en ansvarlig økonomisk politik, f.eks. via pensionsreformer for at udvide arbejdsudbuddet. Både rød og blå blok har derimod travlt med at overbyde hinanden på velfærdsområdet.

De Radikale er Danmarks mest klare socialliberale parti. De taler stærkt for at styrke det frie initiativ, markedsmekanismen og den frie konkurrence, men uden at tale bevidstløst og visionsløst om skattenedsættelser konstant. Samtidig viser de Radikale en anstændig social bevidsthed, f.eks. når det gælder at forbedre vilkårene for udsatte børn blandt indvandrere. De Radikale er en stærk eksponent for den historisk meget fine danske balance mellem det liberale og det sociale, som kendetegner vores blandingsøkonomi. Først skal velstandssamfundet, som skaber værdierne, styrkes, og dernæst skal velfærdssamfundet tilgodese en anstændig fordeling af velstanden.

Det er fortsat uvist, om jeg formår at sluge den store kamel og stemme på mit gamle »hadeparti«. Men tiderne skifter, og jeg kan jo vælge at se de Radikale som Danmarks ny protestparti, der går op imod tidens mange negative strømninger.