Mine forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark i 1980erne. De flygtede fra en sovjetisk besættelse, et kommunistisk regime, hvor de afledte effekter var (og stadig er) en meget lang krig og undertrykkelse. Som FN-kvoteflygtninge kom mine forældre til et land, hvor mulighederne var mange for at skabe sig et godt liv på ny. De muligheder greb de. De sagde til mine søskende og mig, at vi skulle gøre det samme. Gribe alle de muligheder, som Danmark – min families nye hjem – gav os.
Mine forældre så mange af de flygtninge, der kom til Danmark i 1980erne, isolere sig på forskellige måder, da håbet var at kunne rejse hjem igen, hvilket betød, at de i mindre grad lærte det danske sprog, og samtidig havde svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Om det var et aktivt valg, er svært at sige, men jeg tror, at det var et aktivt valg at vælge et arbejde fra til fordel for overførselsindkomster, da incitamentet til at arbejde ikke var stort nok. Det gjaldt og gælder i øvrigt ikke kun flygtninge og migranter. Alfa og omega er, at jeg tror på, at den slags valg kan være anderledes, hvis flere bliver mødt med klare krav og forventninger til, at de skal bidrage.
