Da Naser Khader udtalte sig om Stram Kurs, blev formanden for Konservativ Ungdom rigtig bange

Inden valgudskrivelsen har de Konservatives Naser Khader ikke entydigt afvist at gøre sig afhængig af Stram Kurs. Og det er en decideret skræmmende udvikling, siger formanden for Konservativ Ungdom.

Mens Dansk Folkepartis Martin Henriksen har erklæret sig klar til at samarbejde med Stram Kurs, har hverken Venstre eller Konservative indtil videre kategorisk afvist at gøre sig afhængig af mandater fra Rasmus Paludans parti. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Allerede inden Lars Løkke Rasmussen tirsdag eftermiddag trådte op på Folketingets talerstol og udskrev valg 5. juni, lurede et afgørende spørgsmål over blå blok: Hvad stiller de borgerlige partier op med Stram Kurs, der ifølge flere meningsmålinger ser ud til at kunne nå over spærregrænsen?

Mens Dansk Folkepartis Martin Henriksen har erklæret sig klar til at samarbejde med Stram Kurs, har hverken Venstre eller de Konservative indtil videre kategorisk afvist at gøre sig afhængig af mandater fra Rasmus Paludans parti.