Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Dyrenes Beskyttelse: Foie gras-produktion besidder en helt særlig grad af bestialskhed

Modstanden mod foie gras handler hverken om klassekamp, frihedskamp eller vegansk aktivisme. Det er ganske enkelt en kamp mod dyremishandling.

»Modstanden mod foie gras handler ikke om veganske aktivister. Det er ikke en værdikamp eller en klassekamp. Den handler ikke om statens indgriben over for individets personlige frihed. Det handler om, hvordan vi behandler levende, sansende væsner. Det handler om menneskers empati over for dyr og om hvordan vi vil opfattes som samfund,« skriver Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANGELA WEISS/AFP

»Kære alle dyremishandlere, vil I ikke nok lade ænderne være i fred?«

Sådan ville mit indlæg have startet, hvis jeg skulle skrive i samme stil som CBS-studerende og kok, Anastasia Løvgreen, der 28. juli fik spalteplads til en opfordring til alle »kulturradikale« om at lade hendes »foie gras være i fred«.

Anastasia lever efter mottoet »En ny dag, en ny skive foie gras« og betegner sig selv som »livsnyder«. Jeg under hende da bestemt at nyde livet, men med den måde, hun lever det på, skaber hun desværre alt andet end nydelse for de mange ænder og gæs, som må lægge krop til.

Foie gras-produktion er en af de mest unaturlige og bestialske måder, mennesker kan bringe føde på tallerkenen.

Foto: Britta Riis..

Over 60 pct. af verdens produktion kommer fra Frankrig, hvor det er skrevet ind som et lovkrav, at fuglene skal tvangsfodres for at kunne kaldes »foie gras«. Produktionen er ikke bedre ude i andre dele af verden, da tvangsfodring er den helt gængse praksis for at kunne få skabt den enorme fedtlever.

Modstanden mod foie gras handler ikke om veganske aktivister. Det er ikke en værdikamp eller en klassekamp. Den handler ikke om statens indgriben over for individets personlige frihed. Det handler om, hvordan vi behandler levende, sansende væsner. Det handler om menneskers empati over for dyr og om,  hvordan vi vil opfattes som samfund.

Foie gras ved tvangsfodring blev tilsyneladende opfundet af de gamle egyptere, og nogle mener derfor, at produktionsmetoden er bevaringsværdig. Som så mange andre ting fra forgangne tider, eksempelvis kvindesynet, hvor kloge koner blev brændt på bålet, eller hvor tyve fik hugget hænderne af uden rettergang, er regulær dyremishandling noget, de fleste er enige om, hører fortiden til. Og produktionen af foie gras er regulær dyremishandling.

Derfor har foie gras-produktionen også været forbudt siden 1950 i Danmark og nu også i 22 andre EU-lande. EU-reglerne dikterer desværre, at danske myndigheder ikke må begrænse varernes fri bevægelighed over grænserne, og da produktionen stadig ikke er forbudt i lande som Frankrig og Ungarn, kan danske importører stadig hente den syge fedtlever hjem til de få restauranter og specialbutikker, som stadig ønsker det.

Detailhandlen herhjemme har for længst vendt ryggen til foie gras på samme måde, som den i senere år har gjort det med buræg. Der er ganske enkelt en nedre grænse for, hvad man kan udsætte dyr for i jagten på gastronomisk eller økonomisk selvtilfredsstillelse.

»Det er den eneste produktion, hvor man direkte går efter at fremtvinge en sygdomstilstand hos dyret. Hvor sygdommen faktisk er selve varen.«


Nogle mener, at man er hykler, hvis man kritiserer foie gras-produktionen så længe, at der også er dyr i den industrielle produktion, som lider. Nu mener jeg ikke, at det ene udelukker det andet. Man skal råbe op, hver gang en produktion bygges op på dyrs lidelse. Hvad enten det er rutinemæssig afklipning af grises haler, slagtekyllinger, der vokser så hurtigt, at deres knogler og organer ikke kan følge med, alt for lidt plads og så videre. Listen er lang.

Jeg er dog nødt til at sige én ting: foie gras-produktionen besidder en helt særlig grad af bestialskhed. Det er den eneste produktion, hvor man direkte går efter at fremtvinge en sygdomstilstand hos dyret. Hvor sygdommen faktisk er selve varen.

Tvangsfodringen sker ved, at fuglen fastholdes. Der føres et 30 centimeter langt rør ned i halsen for på få sekunder at pumpe en stor mængde (ca. 450 gram til en and på ca. 4,5 kg) fed majsblanding direkte i mavesækken tre gange om dagen.

Udover at være skræmt fra vid og sans får fuglene skader som eksempelvis hul på spiserøret. De får akut diarré og åndedrætsbesvær på grund af den store lever, der trykker de andre organer. Da de tvinges til på meget kort tid at blive meget fede, ødelægges deres naturlige regulering af kropsvarmen. De får problemer med ben og knogler, og bevæger sig meget lidt. Dødeligheden i en foie gras-produktion er 10-20 gange så høj som i en normal andeproduktion.

Jeg hilser derfor debatten om foie gras velkommen og bakker op om de ordførere fra eksempelvis SF og Socialdemokratiet, der har taget tydeligt afstand fra den helt forældede produktionsform og foreslået, at der arbejdes for et forbud på tværs af hele EU. Fordi noget er svært, skal man ikke undlade at gøre det.

Og indtil fornuft og fakta har vundet, og et forbud sætter en stopper for foie gras-produktionen i hele EU, så tillad mig dog i forlængelse af Anastasias opfordring at komme med en appel på vegne af de dyr, der ikke kan tale deres egen sag: »Vil I ikke nok lade ænderne og gæssene være i fred?«