Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den franske delikatesse skal ikke tyrannisere dyrene

»Det er værd at bemærke det retoriske kneb at kalde andre for hellige, da man på denne måde distancerer sig fra andres handlinger og kan retfærdiggøre en fortsat indtagelse af, i dette tilfælde, den franske delikatesse foie gras,« skriver Niels Kristian Kragh. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANGELA WEISS/AFP

Anne Sophia Hermansen langer 22. juli ud efter dem, hun betegner som »hellige« veganere, der ifølge hende tyranniserer gadebilledet. Nu er der som sådan intet helligt ved at være modstander af, at dyr bliver tvangsfodret. Man fristes snarere til at mene, at det er sund fornuft at undlade at udsætte dyr for denne form for behandling.

Det er værd at bemærke det retoriske kneb at kalde andre for hellige, da man på denne måde distancerer sig fra andres handlinger og kan retfærdiggøre en fortsat indtagelse af, i dette tilfælde, den franske delikatesse foie gras.

Anne Sophia Hermansen skriver endvidere, at veganere kan holde sig til at spise bønnepostej, så længe de ikke blander sig i, hvorledes andre handler. Idéen om, at man ikke bør blande sig i, hvad andre spiser, giver kun mening, hvis dette valg ikke går ud over andre. Hvis dette valg handlede om, hvilken farve sokker en person valgte at tage på, ville det ikke give mening at blande sig i dette valg. Hvis ens valg går ud over andre, som det er tilfældet med foie gras, er der ikke længere tale om et personligt valg, og det er derfor kun rimeligt og forventeligt, at andre vil blande sig.

Niels Kristian Kragh, Valby

Før i tiden var alting bedre...

Før i tiden glædede jeg mig hver morgen til at åbne Berlingske og læse Kastholms Groft Sagt-indlæg, altid aktuelle emner og med en underliggende humor. Det vigtigste var ofte, hvad der som stod mellem linjerne. Selvom Berlingske har forsøgt sig med mange erstatningsskribenter i Groft Sagt, er det ikke lykkes at nå i nærheden af Kastholms unikke niveau, men det er også vanskeligt.

Før i tiden glædede jeg mig over mediernes interviews med politikere, som ikke var bange for at udtrykke deres holdninger. De politikere, som i dag udtaler sig til pressen, er uden personlighed. De er styret og trænet af spindoktorer til primært at kritisere deres politiske modstandere fremfor at bidrage med egne meninger og visioner.

Før i tiden glædede jeg mig til kl. 22.30 og programmet Deadline med gode kritiske journalister som Nynne, Clement og Krasnik. Altid spændende gæster i studiet, som ikke slap af sted med »politikersvar«, men som blev udfordret, indtil der kom noget konkret. Nu er Deadline mere et tamt program i lighed med Aftenshowet.

Jens Heide, Dragør

På rov i andres velstand

I Berlingske går Rasmus Haugaard i rette med Cecilia Lonning-Skovgaards indlæg om udligningsordningerne. Selvom jeg har stor sympati for, at Danmark skal hænge sammen, forbigår Rasmus Haugaard et meget væsentligt forhold.

Han beskriver, at Frederikshavn tidligere var en sprudlende erhvervsmotor, men ikke er det mere. Hans beskrivelse viser, at han ser det som en uafvendelig udvikling, og det er det, der er problemet. At det ikke går strygende i Frederikshavn længere, er selvfølgelig for en dels vedkommende udviklingens skyld, men det er fuldstændig urimeligt, at han ikke selv tager medansvar for, at det er gået sådan.

Problemet med udligningsordningerne er, at de udgør en sovepude for kommuner med økonomiske problemer, for jo dårligere det går, jo flere penge modtager de. Så disse kommuner mister en væsentlig del af motivationen for selv at løse deres problemer.

Derfor burde alle kommunale udligningsordninger være tidsbegrænset og følges op af krav, der angiver en realistisk vej – udarbejdet af kommunen i samarbejde med for eksempel erhvervsvirksomhederne i den pågældende kommune – og en realistisk tidshorisont for udfasning af modtagelsen af udligningsbeløbene. Det er nu engang sundest at stå på egne ben.

Steen Ehlers, Birkerød

Cigaretskod bør koste bødestraf

Vi går i en af vore smukke danske byer eller natur og oplever desværre, at nogle mennesker ikke har den samme respekt og omsorg for vore fællesarealer. Det er direkte respektløst, at man ikke vil gøre sig den ulejlighed at finde et sted, hvor man kan smide sit cigaretskod, så det ikke sviner i naturen.

Miljø og klima var et stort tema i valgkampen, og derfor håber jeg, at man fra politisk side vil værne mere om vor natur og straffe de mennesker, som ingen respekt har for den. Jeg foreslår, at vi, ligesom i Italien, indfører en bøde, som politiet kan udstede, hvis nogen smider cigaretskod på gaden eller i naturen.

Morten Westfall Norup Jørgensen, Dansk Folkepartis Ungdom