Jeg er begyndt at læse bøger igen.

Det kan godt lyde som en ligegyldig bedrift, men det er faktisk noget, som jeg er stolt af.

I flere år har jeg kæmpet en kamp for at træne min koncentration op til at sidde og gøre det, som jeg uden problemer kunne gøre, før jeg fik min første smartphone.

Jeg blev overrasket over, hvor svært det var for mig, da jeg først besluttede mig for at ville læse igen. Så snart jeg satte mig i min lænestol med bogen, blev jeg overvældet af kedsomhed og en rastløs energi, der mindede mig om angst. Årevis med konstant stimulering fra diverse digitale platforme havde fået min koncentrationsevne til at sygne hen, og det virkede næsten som om min krop var blevet bange for at sidde stille. Det er først nu, efter at jeg mange gange og i mange timer har tvunget mig selv ned i lænestolen, at jeg kan åbne en bog og læse, fordi jeg har lyst.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der kæmper denne kamp – og jeg mener virkelig kamp! For andre kan det også virke som en umulig opgave at læse en bog. Det er en konsekvens af vores digitale forbrug, at der er visse ting, som vi er blevet markant dårligere til. Evnen til at læse bøger et godt eksempel. Vi er blevet vant til at få informationer i hurtige, korte strømme og har mistet evnen til at fordybe os.

Vi står i den situation, at det værktøj, de fleste af os bruger til enten at arbejde eller uddanne os med, også er blevet vores foretrukne legetøj, når vi har fri. Det digitale univers er trængt ind i alle dele af vores liv. At kognitive egenskaber som koncentrationsevne og hukommelse ikke har skidegodt af at vi konstant fodrer hovedet med skærmtid, har vi efterhånden hørt mange gange. Men alt dette betyder for eksempel også, at børns finmotorik er blevet meget dårligere end tidligere.

Vi kan tydeligt se de negative konsekvenser ved denne nye, digitale livsstil. Det undrer mig derfor meget, at de fleste af os ikke lader til at være synderligt interesserede i at modvirke dem.

Dengang vores hverdag var blevet så stillesiddende, at vi ikke længere naturligt vedligeholdt kroppen, begyndte folk at løfte vægte og løbe ture – eller de blev i hvert fald anbefalet at gøre det. For selvom vi ikke længere havde brug for fysikken i det daglige, var det nu alligevel rart at kunne bevæge sig op og ned ad trappen uden de store problemer.

Denne tankegang bliver vi også nødt til at have, når det kommer til vores kognitive færdigheder. Hvis ikke vi vil have, at vores hjerner visner hen, kræver det, at vi begynder at træne den, som vi træner kroppen. Det må være et aktivt valg at generobre noget af det, som vi har tabt.

Vi må spørge os selv, hvilke færdigheder vi gerne vil beholde, og hvilke vi er okay med at miste. Skal vi leve i et samfund, hvor det almene menneske ikke besidder koncentrationsevnen til at læse en bog? Hvor børn ikke kan holde på en blyant? Hvis vi ikke vil dét, skal vi til at tage træningen seriøst.

Marcus Agerschou-Jensen er student og holder sabbatår