De forkerte populisters sejr

Efter opsigtsvækkende lokalvalg står Hollands borgerlige regeringspartier over for et skelsættende valg. Hvis de intet gør, taber de magten. Hvis de bevæger sig yderligere mod venstre, styrker de blot det parti, premierministeren hånligt plejede at kalde »de forkerte populister«.

Den hollandske premierminister, Mark Rutte, er havnet i en kattepine efter valget til landets provinsråd i onsdags. Piroschka Van De Wouw / Ritzau Scanpix

Holland blev onsdag ramt af et politisk jordskælv. Ved valget til landets provinsråd vandt populisterne på den yderste venstre- og højrefløj en knusende sejr over midterpartierne og den borgerlige regering.

Med valgresultatet har regeringen mistet flertallet i parlamentets Førstekammer, der udpeges af provinsrådene og som skal godkende al lovgivning fra Andetkammeret. Et resultat, der meget vel kan blive skæbnesvangert for regeringen og få stor indflydelse på hollandsk politik i mange år frem.