Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Politisk stagnation sender parlamentarismen i krise

Svage regeringer forvalter statsadministrationen, men formulerer ingen løsninger på tidens store udfordringer. Det skaber folkets kamp for forandringer, mens eliten forsvarer status quo.

Den folkelige vrede mod »systemet« accelererer i takt med de voksende økonomiske, sociale og kulturelle problemer i Vesten. Arkivfoto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

I år er det 100 år siden, at freden efter Den Store Krig – Første Verdenskrig – blev indstiftet med Versaillestraktaten. Med freden fulgte demokratiet og grundlæggelsen af nationale republikker. De nye republikker – som den tyske Weimarrepublik – viste sig imidlertid skrøbelige i mødet med mellemkrigstidens totalitære bevægelser. For Weimarrepublikken endte det i et kaotisk kollaps og nazisternes oprettelse af Det Tredje Rige. Et skrækeksempel på demokratiets sårbarhed. Spørgsmålet er, om det kan ske igen? Kan demokratiet forsvinde i Vesten?

Christian Foldager Fold sammen
Læs mere

Som i Weimarrepublikken oplever de vestlige lande i disse år en høj grad af politisk polarisering med fremadstormende populistiske bevægelser på højre- og venstrefløjen.

De traditionelle, regeringsbærende partier på den politiske midte står svækket tilbage. Resultatet er handlingslammede parlamenter og svage regeringer, som de facto ikke har flertal i befolkningen.

»Den politiske stagnation er som en motor for den folkelige vrede mod »systemet«, der accelererer i takt med de voksende økonomiske, sociale og kulturelle problemer i Vesten. «


De svage regeringer forvalter statsadministrationen og det internationale samarbejde, men formulerer ikke løsninger på tidens store udfordringer. Folkets kamp for forandringer modsvares af elitens forsvar for status quo.

Den politiske stagnation er som en motor for den folkelige vrede mod »systemet«, der accelererer i takt med de voksende økonomiske, sociale og kulturelle problemer i Vesten. Risikoen ved stilstanden er, at opbakningen til demokratiet langsomt forvitrer, som den gjorde i mellemkrigstiden. At troen på demokratiet med andre ord forsvinder, hvis politikerne ikke kan sikre bedre levevilkår og løse tidens udfordringer.

Anti-demokratiske holdninger

Det tragiske er, at det ikke længere blot er en risiko: Troen på demokratiet er på retur i Vesten. Tal fra World Values Surveys viser en markant stigning i anti-demokratiske holdninger de seneste årtier og en faldende opbakning til demokratiet og frihedsrettighederne i USA og Europa.

Ikke mindst blandt de yngre generationer. Flertallet foretrækker fortsat det repræsentative demokrati, men i de fleste lande er tilliden til parlamentet lavere end til militæret. Næsten halvdelen af vælgerne i den vestlige verden er åbne for alternative styreformer som teknokrati, militærstyre eller en stærk leder. Særligt bekymrende viser tallene, at mere end halvdelen af vælgerne i flere vestlige lande er utilfredse med den måde, som demokratiet fungerer på. Og blot en lille andel af vælgerne har tiltro til, at regeringen gør det bedste for landet. Værre endnu er den udbredte forfaldsstemning i Vesten og flertallets overbevisning om, at kommende generationer vil få et dårligere liv.

Den konservative tænker Carl Schmitt forudså Weimarrepublikkens fald. I sin bog »Parlamentarismens krise« hævdede han, at troen på det parlamentariske demokrati uundgåeligt ville forsvinde i Weimarrepublikken. For i det repræsentative massedemokrati repræsenterer politikerne ifølge Schmitt ikke folket, men særinteresserne og eliten. Af samme grund vil folket på sigt miste troen på det og støtte andre styreformer. Måske det er årsagen til vor tids krise for parlamentarismen.