Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den opvoksende generation mangler karakterer og karakter

Vor tids opdragere er af uransagelige årsager blevet overbevist om, at den opvoksende generation ikke kan overkomme de udfordringer, som livet byder dem.

De unge skal ikke skånes for karakterer, mener Christian Foldager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted

Uddannelsesverdenen er blevet ramt af en sand åbenbaring: Fra folkeskolen til universitetet messer alle i kor, at de vil befries fra karakterernes onde. De unge bliver angiveligt stresset og hæmmet i deres læring af en konkurrenceorienteret præstationskultur. Men de frelste har heldigvis en løsning: karakterfrihed. For de unge vil nemlig lære meget mere og trives langt bedre uden karaktererne. Så selvfølgelig fjerner uddannelsesinstitutionerne karaktererne.

Mon ikke eksaminerne kræves afskaffet inden længe med samme begrundelse? For logikken er vist, at eleverne kan det hele, hvis blot vi undlader at teste og evaluere, hvad de kan. En hidtil ukendt mirakelkur mod uvidenhed og dovenskab.

Foruroligende

Kampen mod karaktererne er desværre ikke et isoleret fænomen, men en del af en bredere samfundstendens, som er dybt foruroligende. Vor tids opdragere er af uransagelige årsager blevet overbevist om, at den opvoksende generation ikke kan overkomme de udfordringer, som livet byder dem. Det til trods for, at tidligere generationer klarede dem helt uden problemer. I misforstået hensyn til deres selvværd og trivsel skærmer de dem derfor mod tilværelsens forudsigelige forhindringer. Resultatet er ikke overraskende en generation af uselvstændige og utilpassede unge mennesker med et væld af diagnoser. En hel generation plaget af en umyndiggjort opvækst og opdragernes uansvarlige svigt.

»Det er ikke kun karakterer, som den opvoksende generation mangler, men også karakter.«


Med deres overbeskyttende hysteri har opdragerne frarøvet de unge den robusthed, som gør det muligt at magte livets uundgåelige modstand og modgang. De har aldrig ladet dem erfare, at de med viljestyrke og gåpåmod kan overkomme de fleste af livets udfordringer. At man eksempelvis kan opnå højere karakterer ved at gøre sig umage. I stedet giver de evigt og altid efter over for klynk, jammer og brok. Senest ved at imødekomme de dovne elevers ynkelige krav på medlidenhed og slette de karakterer, der kan afsløre deres uformåenhed. Den tragiske konsekvens er et endnu lavere niveau i vores i forvejen skrantende uddannelsessystem.

Christian Foldager Fold sammen
Læs mere

Det er med andre ord ikke kun karakterer, som den opvoksende generation mangler, men også karakter. Det illustrerede de selv på fornem vis for nylig ved at blive den første generation i verdenshistorien, som i ramme alvor og uden skyggen af skam demonstrerede for retten til at møde for sent til undervisningen. Naturligvis i selvsikker forventning om, at opdragerne igen ville give efter for deres krav.

Det i sandhed skræmmende perspektiv er, at den karakterløse generation formentlig er et forvarsel om et kommende karakterløst samfund. Et samfund, hvor alle gøres lige uduelige og svage – og hvor de dygtige holdes nede på alle tænkelige måder. Hvis det bliver vores skæbne, vil det uundgåeligt også blive vores undergang. For modsætningen til en præstationskultur er desværre en præstationsløs kultur. Holdes de dygtige nede længe nok, vil vi ende i en blindgyde af kulturel, videnskabelig og økonomisk stagnation. Det er prisen for middelmådighedens tyranni.