Regeringen løftede langt om længe sløret for den grønne offentlige indkøbsstrategi, der er en del af den store klimaplan, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget har fastsat for at indfri klimalovens målsætning om at reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030.
Og potentialet er enormt, for hvert år køber det offentlige samlet ind for over 380 milliarder kroner, ca. 17 pct. af BNP. Derfor spiller det offentlige indkøb en afgørende rolle i forhold til at sikre indfrielsen af de ambitiøse danske klimamålsætninger og understøttelse af vores internationale konkurrenceevne.



