Alle børn vil gerne gå i skole, Frej Prahl

Når nogle børn ikke kommer i skole, er det aldrig »overfølsomme« mødres skyld.

»Men jeg har aldrig, og jeg mener aldrig oplevet, at et barn ikke kommer i skole alene pga. en overfølsom mor, som Frej lidt frimodigt skriver. Ingen af de børn, jeg møder, har skoleangst, fordi de, som Frej skriver, »begynder at blive bevidst om egen og andres dødelighed og forgængelighed«.« Anne Bæk

Jeg fik ærligt talt nærmest alt galt i halsen, da jeg læste Frej Prahls kronik fredag 12. april med overskriften: »Børn vil ikke i skole – det er overfølsomme mødres skyld«. Skyld?! Hvad får Frej ud af at placere mere skyld hos de mødre, der hver dag kæmper en kamp, vi andre knap aner konturen af?

I 12 år har jeg arbejdet som lærer på et børnepsykiatrisk hospital, og det seneste år har jeg arbejdet i en enhed for børn med skolevægring. Jeg har mødt rigtig mange børn med skolevægring og deres forældre. Men jeg har aldrig – og jeg mener aldrig – oplevet, at et barn ikke kommer i skole alene på grund af en overfølsom mor, som Frej lidt frimodigt skriver. Ingen af de børn, jeg møder, har skoleangst, fordi de, som Frej skriver, »begynder at blive bevidst om egen og andres dødelighed og forgængelighed«.