58 forskere: Forholdene på Sjælsmark er uværdig symbolpolitik med dybt skadelige konsekvenser

Forholdene på Udrejsecenter Sjælsmark bidrager til at skabe en hverdag præget af angst og uvished og til at give afviste asylansøgere oplevelsen af at blive kriminaliseret og at tabe værdighed, mener 58 danske og internationale forskere.

»Disse foranstaltninger bidrager til at skabe en hverdag præget af angst og uvished, og til at give afviste asylansøgere oplevelsen af at blive kriminaliseret og at tabe værdighed,« skriver 58 forskere om forholdene på Udrejsecenter Sjælsmark. Thomas Lekfeldt

I valgkampen er Udrejsecenter Sjælsmark endnu en gang omdrejningspunkt for debat. Politikere hævder, at forældrene på Sjælsmark »gør deres børn til gidsler« i forsøget på at undgå udrejse. Som forskere i socialitet, kultur, migration, sundhed, flygtningeproblematikker og børneliv er det vores klare opfattelse, at det ikke er forældrene på Sjælsmark, men danske politikere, der gør børn og voksne afviste asylansøgere på Udrejsecentrene Sjælsmark og Kærshovedgård til gidsler for en uværdig og dybt skadelig symbolpolitik.

Vi opfordrer til, at man trækker på eksisterende forskning og erfaringer fra professionelle, som til hverdag er i berøring med flygtninge og migranter, når nye love udformes, om hvordan vi skal behandle mennesker – og i særdeleshed børn – i det danske asylsystem.