Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Vi kan ikke tage den danske samfundsmodel for givet

Der er langt fra det kommunistiske styres fald i Albanien til dagens Danmark. Men bogen »Fri – At blive voksen ved historiens afslutning« minder os om, hvad vi er taknemmelige for ved den danske samfundsmodel – og om, hvad vi risikerer at sætte over styr.

Under coronakrisen har danskene vist, at vi føler ansvar for at drage omsorg for de svageste. Men kan vi tage den danske samfundsmodel for givet i fremtiden, spørger administrerende direktør i tænketanken DEA, Stina Vrang Elias. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg henlagde en del af min juleferie til Albanien. Ikke bogstaveligt talt, men i selskab med Lea Ypis bog: »Fri – At blive voksen ved historiens afslutning«.

Lea Ypi er i dag professor i politisk teori på London School of Economics og har udgivet en lang række bøger om kapitalisme, globalisering, migration og kolonialisme. Men dette er Lea Ypis skildring af, hvordan det ser ud, når et samfund styrter sammen og river alt, hvad du har kendt, med sig. Det er ikke en kølig »lidt-på-distancen«-politisk, teoretisk analyse – og tak for det.

For bogen ramte mig først og fremmest i hjertet. Ypi formår at beskrive det samfund, hun voksede op i, med stor kærlighed og ømhed side om side med alt det, som vi i forvejen forbinder med det daværende kommunistiske styre: knapheden, de politiske henrettelser, det hemmelige politi. Malende beskriver hun for eksempel køsystemet, hvor sten, poser eller petroleumsbøtter kan repræsentere én i daglange køer – men også være vejen til dybe venskaber:

»Opførte man sig respektfuldt i køen, eller sluttede man sig sammen om at opretholde køstandarder, kunne det være begyndelsen på et varigt venskab. En nabo, man mødte i køen, eller en ven, man fik, mens man delte overvågningsvagten, blev hurtigt en, man gik til i alle mulige former for modgang.«

Da samfundet falder sammen for øjnene af Ypi, bliver hun deprimeret og desillusioneret og kan ikke finde vej i det nye vestligt orienterede samfund.

Mangel på hænder i det offentlige udfordrer vores samfundsmodel

Bogen ledte også til refleksion over den danske samfundsmodel. Hvad er vi taknemmelige for? Hvad vil vi gerne udvikle og bevare? Efter corona står det klart for mig, at langt de fleste danskere er optaget af vores tillid til hinanden, vores vilje til at sætte individuelle behov til side for fællesskabets bedste og troen på, at vi har ansvar for at drage omsorg for de svageste. Spørgsmålet er, om vi også er villige til at gå i kødet på de problemer, som tårner sig op, og som udgør en trussel for vores model? I så fald skal vi snart i gang.

I Danmark har vi meget høje forventninger til, hvad den offentlige sektor skal levere, men vi har problemer med at få enderne til at mødes. Løsningerne kan være arbejdsdeling mellem den offentlige og den private sektor, digitalisering og aktivering af den civile sektor – det har jeg ikke svarene på, men vil blot appellere til, at vi kommer i gang med arbejdet.

Vender jeg blikket mod uddannelse, er der nok at tage fat på. Vi har særligt et problem, når det gælder de uddannelser, som er fundamentet for det velfærdssamfund, som langt de fleste danskere bakker ubetinget op om.

Manglen på lærere, sygeplejersker og socialrådgivere er ikke et dansk fænomen. Da jeg besøgte min far i USA i sommer, kredsede samtalerne om samme udvikling. Men i USA er løsningen private forsikringer. De har en helt anden samfundsmodel. Her er det naturligt at vende sig mod private forsikringsmodeller – og de er ikke vokset op med forventningen om et offentligt velfærdssystem. Derfor er manglen på velfærdsuddannede ikke en trussel mod den amerikanske samfundsmodel på samme måde, som den er for den danske.

Et eksempel er folkeskolen, som jeg anser som en af grundstenene i vores samfundsmodel. Det er den smeltedigel, hvor vi møder børn, som er anderledes end os selv. Hvor man lærer, at man kan opbygge noget stærkt og værdifuldt sammen – på tværs af forskellighederne. Det er for mig at se én af forudsætninger for at føle sig beslægtet med hinanden, have tillid til hinanden – som igen er afgørende for, at vi føler os som et fællesskab.

Reel lige adgang til uddannelse er også en grundsten, men der har vi også et stykke vej at gå. Hvis flere skal forlade folkeskolen med gode basale færdigheder og lyst til at lære mere, så skal vi starte tidligere. Fundamentet lægges i dagtilbuddene. Det kræver både dygtige lærere og pædagoger. Og her ligger udenlandsk arbejdskraft eller digitalisering som løsning ikke lige til højrebenet.

Tilbage til Lea Ypi, som slutter sin bog med ordene: »Når man ser et system ændre sig én gang, er det ikke svært at tro på, at det kan ændre sig igen.«

Min bekymring er, at vi tror, at systemet ikke kan forandre sig for alvor og kommer til at tage det for givet. Til gengæld har jeg stor tiltro til, at vi sammen kan løse problemerne. Hvis vi bare beslutter os for det.

Stina Vrang Elias er administrerende direktør i tænketanken DEA.