December og januar er altid de magiske tidspunkter på året, hvor økonomer og strateger føler sig kaldet til at forudsige det kommende år. For mig? Langsigtet tror jeg på opturen – men på den korte bane er jeg mere taktisk og indstillet på udsving i markedet.
For begyndelsen her på 2022 bliver med lidt vel mange tømmermænd. Der er simpelthen for mange udfordringer – deriblandt omikron – lige forude. Når året kommer rigtigt i gang, tror jeg til gengæld også, at økonomien viser sin styrke, og at vi går ind i 2023 med lidt af et brag.
Lad os begynde med at tage den sidste del helt kort: Hvorfor tror jeg stadig, at det kommende år ender godt?
Når jeg ser mig omkring, ser jeg en økonomi – nu især uden for USA – hvor der stadig er meget store mængder opsparet efterspørgsel. Samtidig er de rammevilkår, centralbankerne sikrer, stadig meget venlige over for markederne. Og som en konsekvens af det seneste årtis afbetalinger på husholdningernes gæld samt af politikernes vilje til at bruge penge under coronakrisen står den private sektor med et meget solidt fundament.
Den store, røde streg i den regning er inflationen. Den har nu nået niveauer, der ligger over, hvad de fleste kunne forestille sig, da 2021 begyndte – selv de, der ellers altid spår mere og højere inflation.
Så lad os se nærmere på inflationen. I min optik, og når man dykker ned i detaljerne i inflationsrapporterne, tyder meget på, at de meget omtalte problemer med verdensøkonomiens forsyningslinjer er på spil i kulissen.
Den mest åbenlyse – og mest omdiskuterede – indikation på det er de stigende priser på biler. Overvej på den ene side, at salget af nye biler i USA er faldet til et punkt, hvor man, hvis man alene kiggede på det tal, kunne tro, at USA stod midt i en recession. Alt imens priserne på en brugt bil samtidig er steget med lige knap 50 procent over de seneste 18 måneder.
Salgstallene skriger til os. Og deres budskab er, at der hverken er tale om en recession eller økonomisk overophedning, men at der simpelthen er problemer på udbudssiden.
Et eksempel: Siden februar 2019 og frem til dette efterår faldt bilproduktionen i Tyskland med lige over 50 procent. I oktober og november tilsammen er produktionen så steget med 40 procent. Den tendens går i stor stil igen i mange af de lande, hvor man producerer biler. I takt med at problemerne i forsyningskæderne gradvist løses, vil vi se broderparten af det inflationspres, vi i dag oplever, svinde bort.
Kinesiske reformer
En anden udfordring for vækstfortællingen finder vi i verdens næststørste økonomi, Kina. Her udnyttede landets ledere verdens vækstcomeback i 2021 til at søsætte en stribe reformer. Ikke mindst en indsats, der skal gøre landets økonomi mindre forgældet over en bred kam.
Jeg har selv længe skelet bekymret til langsommere vækst i Kina. Men efterhånden har landets lederskab signaleret meget klart, at man vil lægge mere vægt på vækst. Jeg forventer ikke et massivt comeback, men snarere en mere stabil og lidt stærkere vækstkurve end den, vi har set over det seneste år.
En sådan udvikling vil være gode nyheder. Men selvom man – som jeg – har fuld tiltro til, at de kinesiske myndigheder kan stabilisere væksten, så kan man også frygte, at den rejse ikke bliver uden bump på vejen.
Især bør man skele til arbejdet med at nedbringe gælden i landets ejendomssektor. Vi så allerede tidligere i det forgangne år, at sideeffekterne af den kampagne kan sætte gang i finansmarkederne.
Overophedning?
En tredje trussel mod vækstfortællingen for 2022 – og for mig måske den vigtigste ud over de helt åbenlyse – finder man i tallene fra det amerikanske arbejdsmarked.
Her har presset for højere lønninger gennem hele 2021 været meget stærkere end ventet. Det har skabt grobund for bekymring fra visse sider om et arbejdsmarked på vej mod overophedning.
Skulle vi for alvor nærme os noget nær fuld beskæftigelse i USA, så er vi da også meget længere henne i konjunkturudviklingen, end jeg forudser – og i så fald vil øget efterspørgsel fra forbrugerne betyde stigende lønninger og inflation, snarere end den stærkere økonomiske aktivitet, vi håber på.
Min analyse af presset på lønningerne i USA er dog, at presset hidtil har redet på en bølge af underliggende strømninger, der minder om dem, der også påvirker inflationstallene – og må altså også forventes at aftage.
Omikrondæmper
Selvom rammevilkårene for økonomien grundlæggende er stærke og lægger op til en solid udvikling i 2022, er der nok at bekymre sig om. På den korte bane er jeg lidt skeptisk over for udviklingen. Efter min mening var vi allerede inden omikronudbruddet i gang med en kortvarig korrektion i den økonomiske vækst.
At væksten på trods af solide betingelser, allerede inden omikron bragede ind på scenen, var udfordret, skyldes i min analyse en kombination af problemer med verdensøkonomiens forsyningskæder, strammere finanspolitik og høj inflation. Sidstnævnte skyldes især stigningen i energipriserne, der lægger bånd på forbrugernes købekraft.
Samtidig er der – især i USA – opstået modvind for markederne fra centralbankernes side. Den høje inflation har ændret tonen fra Fed, den amerikanske centralbank. Det betyder, at man dér i hjertet af verdens finansielle system ser behov for at skære både tidligere og hårdere ned på sine støtteopkøb i markederne – og at vejen mod rentestigninger nok er blevet kortere.
Europa over USA
Alt i alt er min analyse altså, at verdensøkonomien kommer haltende ind i 2022. Men hvordan tilpasser man så den analyse – og troen på, at der er bedring at ane, hvis man skuer lidt længere ind i året – til de finansielle markeder?
I sig selv er det selvfølgelig en kompleks udfordring, når vækstbilledet på den måde er fragmenteret og selvmodsigende. Finansmarkeder har det med at se fremad, men ikke alt for langt, og mit bud er, at man først vil fokusere nærsynet på udfordringerne.
For vækstfølsomme aktiver som aktier betyder det, at starten af det nye år kan byde på markante udsving. Markederne skal have greb om implikationerne af både omikronvarianten og den lidt hårdere stramning fra Feds side.
Når vi og markederne gradvist får et klarere billede – og det samtidig bliver tydeligere, at problemerne med forsyningskæderne er tæt på at blive løst – forventer jeg et perspektivskifte. Fra at stirre sig blind på udfordringerne bliver det igen den mere langsigtede vækstfortælling, der vil dominere.
Hvornår sker det skifte så? Personligt vil jeg se mod det brydningspunkt, hvor der virker til at være mest usikkerhed. Formentlig det øjeblik, hvor vi fuldt ud kender de restriktioner, de store europæiske lande og USA sætter ind i kampen for at holde virusudbruddene på et politisk acceptabelt niveau.
Når tiden til at se langt kommer, vil jeg se mindre mod USA og mere mod resten af verden. Uden for USA er der både flere kræfter tilbage i økonomierne og mere opsparet efterspørgsel at trække på. Det får mig især til at tro på Europa som en interessant investeringsmulighed.
Og hvad bringer det nye år så for covid-19? Forhåbentlig at vi kan se virussen fortone sig langt væk i bakspejlet. Men det er nok mere en forhåbning end en forventning.
