Vagthund bider til: Millionbøde til designikon for at terrorisere forhandlere er mere end velfortjent

Efter mange års modstand fra erhvervslivet har Danmark omsider fået skabt en farlig konkurrencevagthund med skarpe tænder og licens til at bide. Det er en god nyhed for produktivitet, innovation og eksport og for danskernes pengepung.

Mette Maix er topchef for Rosendahl Design Group, som har fået en klækkelig millionbøde af Danmarks konkurrencevagthund for ulovlige prisdiktater til koncernens forhandlere af kendte designprodukter som Kähler-vaser og Lyngby-porcelæn. Arkivfoto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix Mads Joakim Rimer Rasmussen

Alle os, der shopper Kähler-vaser, Lyngby-porcelæn og Arne Jacobsen-vækkeure til forskønnelse af hjemmet, kender fænomenet. Det er, som om tingene stort set koster det samme, uanset hvor man handler.

Fri konkurrence er ellers en af de bærende bjælker i det kapitalistiske samfund. Uden sund konkurrence risikerer vi, at markedsmekanismen sættes ud af kraft, så vi – kunderne – kommer til at betale for høje priser til skade for os selv og for samfundsøkonomien.