Hvordan skal dansk erhvervsliv forholde sig til Kina? På den ene side er det et land med et styre og et system, som er totalitært og i modstrid med vores fundamentale opfattelse af værdier og frihedsrettigheder. Derfor har medier og oppositionspolitikere haft travlt med at kritisere udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) rejse til Kina. Og hans tidligere partifælle og statsministerforgænger Anders Fogh Rasmussen har offentligt givet udtryk for, at vi skal frigøre os fuldstændig fra Kina.

Mange kommentatorer tegner et skræmmebillede af et Kina og Xi Jinping, som de mener kan ende som Rusland og Putin med katastrofale følger for dansk og internationalt erhvervsliv. Men en fuld separation af Kina og den vestlige verden er fuldstændig og komplet urealistisk og kommer ikke til at ske. Kina kommer heller ikke til at gå ind i Taiwan på samme måde, som Rusland invaderede Ukraine. Det er kineserne for kloge og langsigtet tænkende til. En eventuel overtagelse af Taiwan bliver under alle omstændigheder ikke en pludselig hændelse, men en langvarig proces.