I min udvidede familie var der en bedstemor, som hele sit liv fik små rationer husholdningspenge af sin sparsommelige mand. Da hun blev folkepensionist, fik hun for første gang sine egne penge og cyklede straks ind til den nærmeste by og købte en ghettoblaster. Den fyldte halvdelen af køkkenbordet, og hun hørte kun radio, som hun altid havde gjort, men hun strålede som en forelsket teenager, når hun sad med kaffekoppen i hånden ved siden af den.

Ved næste udbetaling købte hun en pedalcykel med håndbremse til sit nyfødte barnebarn. Hendes mand blev bekræftet i, at hun var uansvarlig og ikke kunne administrere penge. Mens resten af familien mente, at hendes store og lidt usammenhængende indkøb kunne sammenlignes med køernes vilde rejehop, når de i foråret endelig lukkes ud på græs. I hvert fald afslørede ghettoblasteren en hel del om hendes ægteskab, og hvordan hendes tilværelse de mange år inden pensionsalderen havde været.

Det er store bryllupstid i kirkerne rundt om i landet, og præsterne sidder lige nu med deres taler og overvejer, hvad de skal sige. De færreste kaster sig ud i økonomiske betragtninger. Med fare for at fornærme mine dygtige og kloge kollegaer rundt om i landet, så er det nok godt, for der sidder sikkert nogle i bryllupsselskabet, der ved meget mere end præsten. Men strengt taget burde præsten vide lidt, for Biblen er spækket med pekuniær billedbrug og historier om penge, gavmildhed, fortjente og ufortjente belønninger. De billeder og historier skal fortælle noget om tro og livsindstilling og bygger på forestillingen om, at man kan kende et menneske på dets pengebrug. Det handler ikke om at have mange penge eller få, men om hvordan man bruger dem. Sætter du dem i spil for at skabe liv og glæde eller samler du det hele i en lade af frygt for dit eget liv?

Penge er derfor ikke kun en privat sag. De har stor betydning for vores relationer. Ja, jeg vil gå så langt som til at sige, at man kan måle temperaturen på kærligheden i et ægteskab ved at se på, hvordan parret håndterer sin økonomi.

Generøsiteten er som regel stor på det tidspunkt, hvor de kommer til kirken for at blive gift. Men det er også før de største prøvelser i form af realkreditlån, særejemærket arv og dyre institutionspladser. Når den bølge rammer dem, skyller det bløde hvalpefedt af kinderne, og underliggende personlighedstræk træder frem. De fleste vil undgå snakken om økonomi meget længe, fordi det er at tage et spadestik helt ned i de dybe og lidt mørkere lag af vores personlighed. Vores egen smålighed, selvretfærdighed eller shoppingmisbrug, som vi helst ikke vil konfronteres med. Derfor skulle man måske fortælle de vordende brudepar, at det er ganske normalt, at man bliver træt af hinanden og vil ærgre sig over den andens forbrug eller mangel på samme.

I alle forhold er der en slapper og en strammer. Men slapperen vil ikke kaldes slapper, for en slapper er uansvarlig og barnligt naiv. Strammeren vil ikke kaldes strammer, for så er man kontrollerende og ængstelig. Både slapper og strammer mener, at de ser virkeligheden helt neutralt. Den kamp om virkeligheden står på i lang tid – 10, 20, 30 år. For nogle bliver kampene så hårde og så hyppige, at de bliver skilt. I andre forhold er der én, der vinder og den anden taber. Og så er der dem, der lader kampen stilne af og lærer at leve med, at de ikke er ens og respekterer hinanden alligevel. Men vejen dertil går gennem kampen. Der er ingen vej uden om.

Jeg har en ven, hvis kæreste ikke turde tage den økonomiske diskussion. Da de havde været kærester i 12 år og havde købt bil og hus sammen, fandt han ved et tilfælde ud af, at hun havde en konto med en mindre formue. Da han spurgte ind til kontoen, kaldte hun den sin lille forsikring, og berettigede sin hemmeligholdelse med, at han jo bare ville have tvunget hende til at bruge den på huslånet eller en dyr bil. Jeg tror på ham, når han sagde, at han var ligeglad med pengene, men hemmeligheden og mistilliden kunne han ikke leve med. Han forlangte ikke at hun gik all-in med pengene, men hun skulle gå all-in med sig selv. Det varede ikke længe, inden de solgte huset og gik hver til sit – med en pæn fortjeneste, men med ar i kærligheden.