Gennem de seneste par årtier var centralbankernes arbejde begyndt at blive lidt kedeligt og frustrerende. De fik deres uafhængighed i 1990erne, fordi det lignede den bedste måde at sikre stabile priser på. Datidens holdning var, at hvis regeringerne havde kontrol over pengepolitikken, ville det udmønte sig i økonomisk stimulus og højere inflation uden nogen nævneværdig vækst i produktionen eller beskæftigelsen. Løsningen var at lade velovervejede teknokrater få den ene opgave at opstille og følge et mål for inflationen.
I en vis forstand var det en vellykket model. I 20 år var inflationen minimal, især efter den globale finanskrise, der på den hårde måde lærte centralbankerne, hvor vigtigt et stabilt finanssystem er. Prisudviklingen tog ikke meget af, selv da økonomien dykkede i 2009 (den såkaldte »gåde om den udeblevne deflation«) og forblev lav, da et nyt opsving langsomt tog fart og skabte fuld beskæftigelse. I to årtier svævede inflationen ret snævert omkring to procent i USA, en-to procent i eurozonen og under en procent i Japan.
