Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Til sidst var det kun Dronningen, der gik i pels – farvel til københavnerikon

Forretningstalentet i fjerde generation hos Birger Christensen rakte ikke, da den over 150 år gamle forretning på Strøget skulle genopfindes på ryggen af pelsaktivister og internationale modehuses indtog i hovedstaden.

Dronning Margrethe er en af Birger Christensens få politisk ukorrekte kunder. Her til gudstjeneste i Aarhus Domkirke påskedag iført – ja, det er vist mink. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Henrik Dam/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Københavnerne fik deres eftermiddags-GT galt i halsen, da historien ramte mobilskærmene tirsdag. Den over 150-årige ikoniske pels- og modeforretning Birger Christensen lukker butikken på Strøget til fordel for en fremtidig anonym tilværelse som internetgrossist – uden pelsværk vel at mærke.

»Det er den sørgeligeste nyhed, at det gamle hæderkronede firma, Birger Christensen, verdensberømt for design og kvalitet, må lukke. Givetvis grundet corona sammen med den hetz mod pels og især mink, som regeringen har været med til at kolportere,« lyder det fra en af hovedstadens modekommentatorer, Lotte Freddie.

Men der kan også være en anden forklaring. Nemlig at forretningstalentet hos fjerde generation i pelsdynastiet ikke rakte til at genopfinde forretningen i en tid, hvor aktivister og internationale modehuse definerer verden.

Forretningstalent fortyndes gennem generationer

Måske er det også meget at forvente, at fjerde generation, personificeret af Jens Birger Christensen, skal leve op til den mest berømte Birger Chistensen, Jens' far Finn Birger Christensen, der er gået over i eftertiden som en af Københavns store sønner. Måske kan forretningstalent simpelthen fortyndes for meget gennem generationerne, så den særlige blodtype, som løber i årerne hos en eksklusiv klasse af talentfulde erhvervsfolk, fordufter. Den mekanisme kender alle, der har bevidnet »Matador«s manufakturhandler Arnesens nedtur, ikke sandt?

Afdøde Finn Birger Christensen var tredje generation af pelsdynastiet på Strøget. Hans morfar, Carl Schottländer, etablerede sig som hatte- og buntmager på Østergade i 1894. I 1928 gjorde Schottländer svigersønnen Jørgen Birger Christensen til medejer, og kun 28 år gammel overtog Finn Birger Christensen i 1955 så forretningen og gjorde navnet Birger Christensen synonymt med eksklusivt pelsdesign verden over.

Birger Christensen var med til at opfinde begrebet Wonderful Copenhagen, og pelsbutikkens mannequiner sværmede ombord på de nyopdukkede krydstogtskibe ved Langelinie med modeopvisninger og fik lokket millionøser, film- og popstjerner ind i butikken på Strøget.

Pistolstræde – (for) dyr, men dejlig

I 80erne, da Birger Christensen havde egne forretninger og afdelinger i eksklusive varehuse verden over, greb Finn Birger Christensen dybt i egne lommer og gennemrestaurerede det saneringsmodne baggårdskvarter mellem Østergade og Grønnegade. Pistolstræde opstod med eksklusive kontorer og lækre butikker. Fine damer fra Hellerup sippede chablis, og københavnerne fik Kokkenes Torvehal, som gourmeter længe havde sukket efter.

Pistolstræde var Finn Birger Christensens bidrag til et nyt København, men hverken turisternes eller københavnernes pengepunge stod mål med hans visioner. Samtidig gik verdenskonjunkturerne i bund. Kontorerne stod tomme, butikkerne lukkede. I 1993 måtte alt sælges med tab. Var det slut for pelsdynastiet? Nej!

Så røg kunstsamlingen

Finn Birger Christensen solgte sin kunstsamling, der talte både Cobra-malerne og Per Kirkeby, betalte enhver sit og kom igen. Butik og buntmageri rykkede sammen på den kendte adresse på Strøget, og nu blev pelsværket blandet op med eksklusive mærker som DKNY, Hermès, Yves Saint-Laurent og Chanel og unge danske designere.

Fjerde generation, Jens Birger Christensen, fik lov at styre, men det lykkedes ham ikke at løfte arven efter sin far, Finn Birger Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv).

»Vi er på vej til hele USA igen, og navnet Birger Christensen er atter et navn på linje med de internationale,« spåede Jens Birger Christensen ved farens død i 2004. Men det skulle gå anderledes.

De store internationale modehuse rykkede et efter et til København med egne anmassende butikker, og kunderne var ikke længere henvist til at shoppe Chanel hos Birger Christensen.

Op gennem 10erne blev pelsaktivisterne mere højrøstede. Flere internationale modehuse annoncerede stop for brug af pels, kendisser og kongelige læste tidsånden, og som bekendt har regeringen nu gjort en ende på minkproduktionen i Danmark.

The Crown: Ingen nye pelse

I 2019 forlød det, at selveste dronning Elisabeth ikke længere ville købe nye pelse. Dyreværnsaktivister opfordrede dronning Margrethe til at droppe pelsen, men om det gør indtryk på Majestæten er endnu uvist. I påsken optrådte hun fortsat i mink. Men selvom Birger Christensen er kongelig hofleverandør, kan forretningen naturligvis ikke leve af Kongehuset alene.

Så sent som i 2017 troede Jens Birger Christensen stadig på pelsen. I et interview med Berlingske forklarede han, at pelsen skulle opdateres fra at være en livsinvestering for de få til en mere tilgængelig del af klædeskabet. Pelsen har altid været hjertet i virksomheden, og den skal gerne blive ved med at være det i fremtiden også, lød det fra arvtageren.

Men nu er dynastiet færdig med pels. Fremover satser modehuset på salg af to egne modebrands, Rotate og Remain, til andre butikker og i egen webshop. Kjoler og jakker ligger prismæssigt i midten, hvor i hvert fald den bedst stillede del af middelklassen kan være med. Faldet fra tinderne med eksklusive pelse og modebrands for de få er smerteligt for københavnerikonet, som ikke magtede at forny sig i tide.

»Måske kan forretningstalent simpelthen fortyndes for meget gennem generationerne, så den særlige blodtype, som løber i årerne hos en eksklusiv klasse af talentfulde erhvervsfolk, forsvinder.«