Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Tak til Lars Rebien – vi har brug for en fordomsfri coronadebat!

Coronakrisen har kun gjort det endnu tydeligere: Vi har brug for, at erhvervsledere med fingeren på pulsen blander sig i samfundsdebatten. Og så har vi ikke brug for debattens ulidelige selvretfærdige smagsdommere.

Lars Rebien Sørensen, Novo Nordisk Fondens bestyrelsesformand, kastede sig først frygtløst ind i klimadebatten. Nu er turen kommet til coronadebatten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Der kommer sikkert til at blive skrevet tykke bøger af mennesker, der er langt klogere end mig, om hvad vi kan lære af coronakrisen.

Men jeg vover alligevel i al stilfærdighed at mene, at vi allerede nu har lært værdien af mindst én ting: En åben, kritisk og fordomsfri samfundsdebat.

Altså præcis det modsatte af virkeligheden i Kina, som sendte coronavirus i globalt omløb med tilhørende katastrofale konsekvenser for verdensøkonomien og folkesundheden. Måske var virussen blevet bremset tidligere, hvis udbruddet havde fundet sted i et velfungerende liberalt demokrati med reel ytringsfrihed.

Og for at den altafgørende samfundsdebat kan få ilt, er det afgørende at få så mange som muligt med indsigt og gode argumenter på banen. Herunder erhvervsfolk, der har fingeren på den økonomiske puls.

Jeg savner eksempelvis at høre fra Mærsk-topchef, Søren Skou. Den globale shippinggigant må om nogen kunne bidrage med en temperaturmåling af krisens omfang og verdens tilstand. Hvordan griber Mærsk det an? Hvad tænker man i hjørnekontoret på Esplanaden?

En af dem, der gerne kaster sig direkte ind i samfundsdebatten, er den tidligere topchef for Novo Nordisk og nuværende formand for Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen, som på befriende vis tager både et iltert temperament, skarpe holdninger og en god portion frygtløshed med ind i debatten.

Simon Bendtsen er virksomhedsredaktør og souschef på Berlingske Business. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Tidligere har han markeret sig med skarpe – og i visse kredse muligvis kontroversielle – holdninger i klimadebatten. Blandt andet flere gange her i Berlingske, hvor han har advaret mod at stirre sig for blind på målet om en 70 procents CO2-reduktion i 2030 og advaret om, at erhvervslivet er blevet taget som gidsler i debatten.

Nu melder han sig på banen i coronadebatten i interview i Dagbladet Børsen:

»Politikerne vil på et tidspunkt blive stillet overfor et svært valg om at lette på nogle af de stramninger, der er. Vi kan jo ikke lukke verden ned i 6, 12 eller 18 måneder. Så har vi i hvert fald en helt anden virkelighed at stå op til,« som han formulerer det om de enorme økonomiske omkostninger ved nedlukningen af Danmark.

Rebien opfordrer også til, at en mulig samlingsregering bør overvejes.

Noget lignende er erhvervsmanden Niels Jacobsen fra høreapparat-pengetanken William Demant Invest også inde på i et interview med erhvervsmediet Finans:

»Det er ødelæggende for erhvervslivet og for økonomien – og økonomien efterfølgende – at dette trækker i langdrag,« siger Niels Jacobsen.

Der er bestemt en grad af »No shit, Sherlock« over det umiddelbart banale i begge citater fra de to erhvervsfolk. Men diskussionen, om kuren er værre end sygdommen, havde været kontroversiel for blot kort tid siden. I takt med at de økonomiske konsekvenser af nedlukningen i både Danmark og i resten af verden åbenbarer sig, så er det vigtigt at få alle stemmer på banen.

Coronakrisen understreger kun dette. Vi har brug for kritiske og uafhængige journalister, der undersøger magthavernes beslutninger og møder op til pressemøder og stiller kritiske spørgsmål. Vi har ikke brug for fjollede og misforståede ideer om, at den kritiske offentlighed skal suspenderes på grund af coronakrisen.

Derfor tak til dem, der tør og vil blande sig i samfundsdebatten med noget på hjerte. Som eksempelvis erhvervsmanden Lars Tvede, der i et interessant interview i Berlingske påpegede »fire fede ting, der kommer ud af coronakrisen«.

Og meget mindre tak til Twitter-Danmark, hvor bedrevidende journalister og debattører spilder deres tid med ivrigt at diskutere, hvem der må mene noget, og hvem der ikke må mene noget. Og hvilke holdninger, der er for outrerede til den offentlige debat.

Vi har ikke brug for selvretfærdige smagsdommere. Vi har brug for en levende samfundsdebat – især nu!

Simon Bendtsen er virksomhedsredaktør og souschef på Berlingske Business.