Danmark er »robust« og klar til krisen: Bekymrende tal om danske virksomheder fortæller en anden historie

Regeringen har spændt »danmarkshistoriens største sikkerhedsnet ud« og gentagne gange fremhævet dansk økonomis modstandskraft, men tusindvis af virksomheder i underskoven af dansk erhvervsliv er truet af akut pengemangel, og en sammenligning med tiden op til finanskrisen vækker nu bekymring blandt eksperter.

Finansminister Nicolai Wammen og erhvervsminister Simon Kollerup til pressemøde om nye initiativer på det økonomiske område i Finansministeriet onsdag 18. marts 2020. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Mandag ringede telefonen rundt regnet hvert 23. sekund på Erhvervsstyrelsens såkaldte coronahotline. I røret var kriseramte virksomheder, som i disse timer er i et indædt kapløb med tiden.

Det er især adgangen til statens hjælpepakker og tilskudsordninger, der på to uger har nået et omfang på 287 milliarder kroner, der står som ét af de vigtigste våben i kampen for at holde dansk økonomi og den enkelte virksomhed flydende.