Det var så tæt på at lykkes for SAS

Den lange tunge vej tilbage begynder for SAS. Efter års hård kamp for at skabe et bedre drevet flyselskab, blev det hele knust, da coronavirussen ændrede alt. Men en dag vil SAS-fly igen lette og bringe danskerne ud i verden.

Københavns Lufthavn er tømt for passagerer under coronakrisen.  Linda Kastrup

Året er 2012. SAS er på randen af konkurs. Efter år med brutal konkurrence fra de nye effektive lavprisselskaber er et af Skandinaviens mest kendte selskaber på vej til at lukke. I sidste øjeblik skyder Danmark, Norge og Sverige store summer ind i det lidende selskab, og SAS overlever med nød og næppe.

Og under ledelse af den underspillede svensker Rickard Gustafsson begynder det herefter langsomt at gå fremad. Han indleder et hårdt opgør med medarbejderne om deres lønninger og begynder at skabe et selskab, som er bedre balanceret mellem forretningsrejsende og de, som bare skal på ferie. SAS kan pludselig konkurrere med lavprisselskaberne, og år for år bliver økonomien mere og mere sund.