Statsministeren leger igen med tændstikker – denne gang er det direkte dumt

Regeringen og et flertal i Folketinget kan med god ret pege på, at nogen er så hårdt ramt af stigende energipriser, at der er behov for en hjælpende hånd. Det ville også en borgerlig regering gøre. Men naturligvis må der findes en ansvarlig og konkret finansiering. Det burde være muligt at finde 1,1 milliarder kroner på et budget på 1.000 milliarder uden at fifle med budgetloven.

»Det kan blive værre endnu, og derfor kommer jeg ikke til at love guld og grønne skove. Vi kommer ikke til at kunne løfte alt fra danskernes skuldre«. Ordene er statsministerens, og de faldt for en måned siden i et stort interview på TV 2 om den betydelige økonomiske regning, som høje priser på gas, olie og el sender videre til danskerne.

Nu lyder der så pludselig igen nye toner fra statsministeren, som er klar med en skattefri check på 5.000 kroner til 290.000 af landets pensionister som kompensation for ikke mindst de tårnhøje energipriser. Regningen for øvelsen er på 1,1 milliarder kroner, som regeringen trods store protester fra landets finanspolitiske vagthund, overvismand Carl-Johan Dalgaard, vil finansiere ved at se stort på reglerne i budgetloven. Tankevækkende, at Dalgaard har mindre vægt i den offentlige debat end nogle lobbyister i Ældre Sagen.