Snigmordet på virksomheder fortsætter – mens regeringens bæst vokser

Der er noget, der lugter i Danmark, og det er ikke branden på Børsen, jeg taler om. Over de seneste mange år er der opstået en arrogance i regeringen, der er meget udansk og har rod i en dyb negligering af erhvervslivet og en samtidig voksende afstand fra ægte velfærd som den fælles kerneværdi, der holder os sammen. Floskler fra fordums storhed repeteres. De holder bare ikke mere. Det er alvor, at vi skal have et kursskifte.

»Hvis regeringen er en gås, så er det offentlige deres foie gras – en stopfodret og evigt voksende fedtlever. En dag sprænger den, og gåsen dør,« skriver Esther Dora Rado. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danmark, et af verdens bedste iværksætterlande. Verdens bedste lufthavn i København. En fantastisk sundhedssektor! Uovertruffet uddannelsessystem. Et samfund med velfærd som en kerneværdi. Hvor vi hjælper hinanden.

Det er nogle af de ting, man gang på gang hører remset op, når folk roser Danmark, især over for udlændinge, eller når politikerne taler til os. Ting, der vidner om et utroligt indsnævret, gammelt og indadvendt syn på sig selv – uden at rejse ud af Danmark og se, hvordan verden ændrer sig, og hvilke løsninger andre samfund har. Mens vi har været gået i stå i lang tid, hvilende på laurbær. De er visnet for længst.