Skåret helt ind til benet skal spørgsmålet stilles, hvem der egentlig bliver eller blev valgt på weekendens historiske landsråd i Danmarks næststørste dagligvarekæde med 40 milliarder kroner i omsætning, 11.000 ansatte og 158 års historie.
Den barske og enkle indsigt er, at en stemme på Pernille Skipper er en stemme på Coops nye stærke midaldrende, hvide mand, Michael Løve, som i øvrigt lørdag er officielt midaldrende, fordi han fylder 50 år. Ikke at der stemmes om Skipper på Landsrådet, for i den demokratiske virksomhed Coop er der ingen, der kunne hitte en modkandidat.