Hvis man interesserer sig det mindste for sport, ved man, at der i disse uger bliver kørt store cykelløb hver søndag. Jeg ved det, fordi jeg elsker sport, men også fordi min mand nærmest ikke er kontaktbar, mens transmissionen løber over skærmen.
Den dominerende rytter dette forår har været hollænderen og verdensmesteren Mathieu van der Poel, der ganske enkelt kører hurtigere end alle andre. I hvert fald det meste af tiden.
Det gjorde han dog ikke under løbet Gent-Wevelgem i sidste måned, hvor han på målstregen måtte se sig besejret af danske Mads Pedersen, der selv efter fem-seks udmattende timer med over 45 km/t kan træde umenneskelige watt ud i pedalerne og slå verdens bedste i en spurt.
Mads Pedersen eller Mads P, som han også bare hedder, er noget så vidunderligt som en bramfri arbejdshest, der ikke kun lader benene tale. Han er ikke bleg for at give interview, hvor han uden overbeskyttende PR-folk eller managers taler lige ud af posen. Og hans ærlighed er til stor inspiration, for han stiller op til løb udelukkende med ét formål: At vinde. Og det lægger han ikke skjul på.
Som så mange andre cykelryttere måtte Mads P også en tur i asfalten under et løb for nylig. Han nøjedes med skrammer og forstuvninger, og allerede om søndagen stillede han op i et af de mest krævende løb overhovedet: Flandern Rundt.
Man kunne forestille sig, at han ville pakke ambitionerne væk og blot stille op for at gennemføre. Men nej.
»Jeg er her for at vinde,« var hans korte og kontante kommentar til interviewspørgsmålet på morgenen for løbets start. Ikke noget med at fedtspille med planerne.
Det fik mig til at tænke. For det er meget udansk at omtale sin deltagelse i en sportsbegivenhed med, at man er der for at vinde – og at man tør stå ved det.
Jeg kan godt lide den kompromisløshed. At have tunnelsyn på resultatet og på, hvad formålet er med det arbejde, man lægger for dagen. Handler ens arbejde dybest set om at skabe et produkt, så den virksomhed, man er ansat i, kan tjene penge og leve op til budgetterne? Eller vil man være best in class og smadre konkurrenterne?
Det er så nemt i dagligdagen at lade sig blive spist af møder, processer, mails og andres behov eller dagsordener. Men det kræver fokus og selvdisciplin hver dag at stå op om morgenen og sige til sig selv, at i dag vil man vinde. Uanset om det handler om at skrive artikler, der rydder forsider, om at få gennemtrumfet sin strategi eller om at få åbnet nye markeder i udlandet.
Men netop i en kultur som den danske, hvor vi med rette hylder fællesskabet, kan det skabe spændinger og konflikter, når kulturen på arbejdspladsen er præget af dominerende vindertyper. Det kan gå ud over samarbejdet og dermed produktiviteten og være noget af en ledelsesopgave at håndtere.
Men hvor kan det også være befriende med lidt konkurrence og rovdyrmentalitet, hvor der ikke altid bliver taget hensyn til processen eller kollegaers følelser, netop fordi målet er at komme først, være bedst på kvaliteten eller gøre en forskel og flytte noget. For meget konsensus har det med ikke at tænde gnisten.
Jeg tænker tit tilbage på dengang, hvor jeg var ny i et job, der handlede om at transformere et hensygnende produkt til et attraktivt et af slagsen, som virksomheden kunne være stolt af, og som kunderne ville tage til sig.
»Gør, hvad der skal til. Tag ikke hensyn til nogen,« var beskeden fra min chef.
Det var et herligt enkelt opdrag, og selvom jeg ikke fandt næring af konflikterne undervejs på vej mod slutproduktet, føltes det godt og energiladet hele tiden at have målet lige på sigtekornet.
Det handler om mentalitet og indstilling. Jeg tror på, at de virksomheder, der har sat sig for, at de VIL vinde, også gør det. Ligesom cykelryttere.
Louise Stenbjerre er administrerende direktør og partner i To The Moon, Honey
