Hvorfor er der rige mennesker i Danmark?
Det kan man finde mange svar på. Nogle er gode, og nogle er dårlige.
I disse dage lyder det ganske absurd at høre, at nogle elhandlere med en stol, et bord og et telefonnummer kan tjene vanvittig mange på at handle med energi. Nogle er tilsyneladende så forhippede på at tjene penge, at de manipulerer de markeder, som de handler på. Heldigvis er det blevet opdaget, omend vi er nogle, som længe har undret os over, at elhandel ikke for længst er reguleret på samme måde som banker og finans.
At vi har sagt ja til at have et ureguleret eldorado for elhandlere, rummer ingen dybere forklaring på, at der er rige mennesker i Danmark. Det gør i langt højere grad denne række af navne: LEGO, Mærsk, Danfoss, Grundfos, Bestseller, Salling Group, Linak, Haldor Topsøe, Nykredit, Coop, Danish Crown, Arla, Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), DLG, Danish Agro, og man kunne blive ved.
Markante danske virksomheder, ofte med en meget lang historie, men som ikke er noteret på en børs. En af de nyere er den grønne kapitalfond CIP.
Hov, vil nogen sige. Mærsk er børsnoteret. Ja, det er korrekt, men det er den kontrollerende ejer ikke, nemlig Mærsk Holding. Ja, og nu bliver det indviklet, for Mærsk-selskaberne er i en blandet ejerform af børsnotering, familieeje og fondsejerskab. Sådan er Danmark, og det kommer vi tilbage til.
»Ny opgørelse: Den rigeste procent i Danmark besidder en fjerdedel af den samlede formue« lød overskriften på avisen Information mandag morgen. Information havde historien om den nye analyse fra tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, som har udarbejdet en analyse af, hvordan værdien af netop unoterede aktier påvirker uligheden. Det lyder kedeligt med unoterede aktier. Det er det slet ikke.
Alene værdien af LEGOs navn og omdømme – deres »brand« – er på over 80 milliarder kroner, og mediet Finans skrev for knap et par år siden historien om, at LEGO-familien ville få 400 milliarder kroner i kassen, hvis de solgte alle aktierne i verdens største legetøjsvirksomhed. Til sammenligning har rederiet A.P. Møller - Mærsk, som Mærsk-familien kontrollerer, en aktuel markedsværdi på knap 240 milliarder kroner på aktiebørsen.
Man kan tage hvert og et af de unoterede superselskaber i Danmark og begynde at lave en værdiansættelse. Det løber op i mange milliarder.
Derfor er det interessant at lave systematisk statistik på Danmarks store unoterede selskaber. Også at forsøge at indkredse, hvad virksomhederne er værd, hvis man sammenligner dem med børsnoterede virksomheder. Det at sætte en pris på børsnoterede aktier som netop A.P. Møller - Mærsk, Novo Nordisk, Vestas og alle de andre kræver bare to klik med musen, så kan man læse, at Novo Nordisk lige nu er svimlende 2.000 milliarder kroner værd på børsen. Det er mere indviklet at gøre det samme for unoterede virksomheder, men derfor skal man alligevel forsøge med skyldig erkendelse af svaghederne ved at forsøge at gøre det.
Danmarks Statistik har i december opgjort, at der med stor usikkerhed er virksomhedsformuer på i alt 2.386 milliarder kroner, som kan fordeles på enkeltpersoner. Når Danmarks Statistik så for at skjule ejerne af formuerne lægger et loft over værdien af formuerne på 1,9 milliarder kroner pr. hoved, kan man fordele virksomhedsformuer for 1.688 milliarder kroner på enkeltpersoner. Det er de tal, som økonomerne i AE bygger deres analyse på.
Hvorfor rager værdien af formuerne nogen som helst, kan man spørge?
Svaret er enkelt. Hvis vi skal have en sammenhængende formuestatistik, skal vi naturligvis også have en idé om værdien af de unoterede aktier. Tallene er også relevante, fordi de indgår i den løbende aktieskat og i arveskatten. Det giver sig selv, at reglerne så vidt muligt skal være de samme for alle, uanset om man ejer eller arver børsnoterede eller unoterede aktier. I Danmark er vi traditionelt glade for, at forskellige ejerformer kan sameksistere, så virksomhederne kan indrette sig, som de synes, at det er bedst.
Hvad vi kan undvære, er den uoplyste og fordummende forargelse fra venstrefløjen, hver eneste gang der bliver offentligt et nyt tal for størrelsen af formuerne.
»Formuerne er meget ulige fordelt i Danmark,« skriver senioranalytiker Sune Caspersen, som har skrevet den i øvrigt interessante analyse fra AE. Det er ærgerligt, at AE forsøger at nedtone, hvor svært det er at beregne værdien af unoterede aktier, og hvor høj usikkerheden er på tallene, men i stedet gerne vil puste deres konklusioner om uligheden op.
Lektor Birthe Larsen fra Københavns Universitet siger på Twitter, at det er ekstremt, at formueuligheden i forhold til den rigeste ene procent ifølge AE vokser til 24 procent, når man lægger unoterede aktier oven i de øvrige formuer. AEs tal svarer imidlertid nogenlunde til opgørelsen af formueuligheden fra OECD, hvor den rigeste ene procent sidder på godt 23 procent af formuerne.
Det går helt galt for Enhedslistens Pelle Dragsted, som bruger AEs analyse til at kalde finansminister Nicolai Wammen (S) i samråd om de nye ulighedstal. Tallene er til en start ikke særlig nye. AEs tal bygger på de tal, som Danmarks Statistik offentliggjorde i midten af december. Ovenikøbet gør Danmarks Statistik en dyd ud af at fortælle, at tallene er særdeles usikre, især når man ser på enkeltvirksomheder.
Det ekstreme ved unoterede selskaber er således ikke, hvordan de bidrager til ulighed eller ej.
Vi kan ikke have en seriøs debat om ulighed, uden at vi naturligvis har debatten om, hvorfor tallene ser ud, som de gør.
Det ekstreme ved Danmark er i høj grad, at vi har magtet at fastholde gamle og store virksomheder på dansk jord gennem familie- og fondsejerskab, hvor det oprindelige familieejerskab ofte enten er begrænset eller helt forsvundet. I Grundfos ejer familien i dag knap ti procent af aktierne.
Det andet ekstreme – eller i virkeligheden helt vilde – er, at Danmark har en så lang række store unoterede virksomheder, som er globale ledere inden for deres industri. Når et lille land med seks millioner indbyggere er globale ledere eller giganter i en verden med otte milliarder indbyggere, vil de familier, som ejer eller kontrollerer virksomheder – såfremt de er dygtige nok – blive svimlende rige, i hvert fald på papiret, når vi værdisætter værdien af aktier, som ikke er børsnoterede og dermed ikke handles direkte. Det er for primitivt ikke at ville diskutere forudsætningen for vores rigdom som samfund og kun ville tale abstrakte, usikre tal.
Der er naturligvis en løsning på den ulighed, som Birthe Larsen og Pelle Dragsted angriber. Den er at ramme virksomhederne med formueskatter, nye aktieskatter, højere arveskat, regler, regulering og eksempelvis tvungen overførsel af ejerskabet til medarbejderne, som Enhedslisten har forslået. Indgreb og tvang på godt dansk.
Måske der findes mere begavede svar på at fastholde et rigt og lige samfund end at skræmme pæne og ordentlige familievirksomheder fra sans og samling – og måske helt ud af Danmark.
Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør
