Her er afløseren for den socialdemokratiske superkapitalist – oplistet fra rød til farveløs

Her er otte bud på næste direktør i PensionDanmark. Skal PensionDanmark nu virkelig være lige så kedsommelig som de andre pensionskasser? Det skal de da ikke.

Torben Möger Pedersen, topchef for PensionDanmark, stopper, så jagten er gået ind på en afløser. Men hvem har kvalifikationerne? Mathias Svold

Hold da fast, hvor er det forudsigeligt at høre, hvem der spekuleres i som Torben Möger Pedersens afløser som topchef i PensionDanmark. Skal PensionDanmark nu også ligne alle de andre kedsommelige pensionskasser?

Torben Möger har selv kaldt den gigantorganisation, som han har opbygget, siden han var den første medarbejder for 30 år siden, for en velfærdsfabrik, ligesom han har slået knuder på sig selv for at bringe sine milliarder i spil til at bygge infrastruktur og rollen i at skabe en af verdens største og ondeste grønne kapitalfonde, Copenhagen Infrastructure Partners (CIP).

Man skal naturligvis insistere på, at der sidder de rette kompetencer i spidsen for en pensionskasse, som skal forvalte 284 milliarder kroner for de i alt 815.000 medlemmer. Man kan omvendt roligt kalde PensionDanmark arbejdernes pensionskasse, når de største aktionærer i pensionskassen er fagforbundene 3F samt Blik og Rør. Seks ud af de 18 bestyrelsesmedlemmer i pensionsgiganten kommer således fra 3F.

Jeg tror, at 3Ferne har højere forventninger til den kommende direktør, end at hun eller han er en iskold finansmand.

Her er mine alternative profiler for den kommende topchef i PensionDanmark – og så en liste over mere eller mindre realistiske kandidater i ordnet rækkefølge fra rød til næsten farveløs.

Farven skal som minimum være svag lyserød – den administrerende direktør for PensionDanmark kan hverken være blå eller grå.

Udsynet skal være stort – kan man virkelig i arbejdernes pensionskasse ansætte en topchef, som ikke kan se de største samfundsudfordringer, som ikke vil drive en velfærdsfabrik, og som ikke har dyb sans for at bidrage til lige adgang til velfærd og sundhed for medlemmerne?

Han eller hun skal tale magtens sprog – selvbevidstheden i PensionDanmark er, at man er tæt på magten – ikke mindst når regeringens farve er blandet med rød. Den rette kandidat skal scenevant kunne færdes blandt ministre, fagforeningsbosser, topchefer, bestyrelsesformænd og på World Economic Forum i Davos.

Det med småt – selvfølgelig skal man have tung ledelseserfaring, selvfølgelig skal man vide noget om finans, og selvfølgelig skal man lige præcis kunne leve op til Finanstilsynets fit & proper-regler – om end reglerne ikke er helt så hårde for pensionskassedirektører, som de er for bankdirektører i samfundskritiske banker; den forskel kan man diskutere, men sådan er det.

Kristian Weise, 43

Underdirektør i TrygFonden

Kristian Weise. Foto: Finn Frandsen Finn Frandsen

Mange kan huske Kristian Weise som en heftig og aktivistisk direktør i den venstreorienterede tænketank Cevea. Ingen har nogensinde været imponeret over kvaliteten af Ceveas analyser – heller ikke under Kristian Weise – men tænketanken havde 3F som medstifter, og den sidder på formandsposten. Weise har altså masser af gode, gamle venner i fagbevægelsen, som vil juble over ham som pensionskassedirektør. Weise forlod i 2019 efter næsten otte år Cevea for at blive generalsekretær i mindst lige så aktivistiske Oxfam Ibis. For godt et år siden landede Weise et pænt og ordentligt job som underdirektør i TrygFonden, hvor han skal føre den stenrige fonds strategi ud i livet, mens han fortsat lufter sine politiske synspunkter i blandt andet Berlingske. TrygFonden lugter lidt af finans.

Hvad taler imod: Weise er temmelig tynd i den finansielle indsigt, og når det gælder tung ledelseserfaring på højt niveau. Finanstilsynet vil næppe klappe i hænderne.

Kaare Dybvad Bek, 39

Udlændinge- og integrationsminister (S), tidligere indenrigs- og boligminister

Kaare Dybvad Bek. Foto: Niels Ahlmann Olesen Niels Ahlmann Olesen

Kaare Dybvad er trods sin unge alder en erfaren minister, ligesom han er en slags socialdemokratisk chefideolog. Han er eksempelvis forfatter til »De lærdes tyranni – hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund« fra 2017.

Hvad taler imod: Ikke så meget. Måske lidt i det finansielle, som kan få Finanstilsynet til at rynke brynene. Over for dette står, at Dybvad som boligminister stod bag indgrebet mod kapitalfondenes spekulation i andelsboligerne. Han kan håndtere kompleksitet.

Dan Jørgensen, 48

Minister for udvikling og global klimapolitik (S), tidligere klima-, energi- og forsyningsminister

Dan Jørgensen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Liselotte Sabroe

Dan Jørgensen blev degraderet, da Mette Frederiksen dannede sin SVM-regering. Man har ondskabsfuldt kaldt Dan Jørgensen for regeringens CNN-minister, fordi der ikke er skrækkeligt meget indhold i hans ministerium. Han kunne måske godt være i markedet for et nyt job, og han har en række af Torben Mögers kvaliteter, ligesom han er stærk i det grønne, der er et vækstområde for PensionDanmarks investeringer.

Hvad taler imod: Lidt af de samme udfordringer som med Dybvad – især når det gælder finansiel indsigt – og han kan ikke gemme sig bag et indviklet boligindgreb.

Bjarne Corydon, 50

Chefredaktør på Dagbladet Børsen, tidligere finansminister

Bjarne Corydon. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Ida Marie Odgaard

Umulig at komme udenom. En tidligere finansminister er et godt bud på en afløser for Torben Möger. Corydon har i forhold til et job i PensionDanmark gjort det fint på Børsen ved at udviske avisens borgerlige profil og samtidig holde en stabil indtjening til ejerne. For en mand, der regerede over 1.000 milliarder, er det ikke meget at styre en omsætning på godt 300 millioner kroner, selvom Børsen i den offentlige debat er en god platform for Corydon. Hans projekt er ligesom forløst, efter at hans drøm om en midterregering er realiseret.

Hvad taler imod: Blå Bjarne er virkelig ikke elsket i den røde del af Socialdemokratiet og fagbevægelsen, ligesom han ironisk nok havde en fejde med netop Torben Möger om PensionDanmarks milliarder. Mögers ønske om at sætte sine milliarder i spil til at bygge broer og levere infrastruktur faldt på stengrund hos finansminister Corydon, der mente, at det var billigere for staten – og for skatteyderne – at låne pengene end at få dem hos PensionDanmark.

Charlotte Skovgaard, 51

Administrerende direktør, Merkur Andelskasse

Charlotte Skovgaard. Foto: Stine Heilmann Pr Foto Stine Heilmann Jan Sommer

En dygtig kvinde fra en idealistisk bank er et oplagt bud. Charlotte Skovgaard har tilmed været projektdirektør i Arbejdernes Landsbank og bankdirektør i Coop Bank.

Hvad taler imod: Ikke meget. Charlotte Skovgaard er ikke så kendt, og Merkur ikke så stor, så det kan være et handicap.

Signe Krogstrup, 51

Nationalbankdirektør

Signe Krogstrup. Foto: Niels Ahlmann Olesen Niels Ahlmann Olesen

Signe Krogstrup fik ikke jobbet som Lars Rohdes afløser, så måske leder hun efter en ny udfordring. De fleste mener, at Signe Krogstrup er lynende skarp, ligesom hun i Nationalbanken har trukket debatten om klima ind i arbejdet med pengepolitik. Hvis Signe Krogstrup vil være nationalbankdirektør efter Kettel Thomsen, er det ikke dumt at hente lidt praktisk erfaring i en pensionskasse.

Hvad taler imod: Ikke rigtig noget, selvom hun ikke har stor investeringserfaring.

Bo Foged, 51

Partner og investeringsdirektør i CIP, tidligere topchef i ATP

Bo Foged. Asger Ladefoged.

Bo Foged er næsten den perfekte kandidat, selvom han måske mangler lidt af den lyserøde farve. PensionDanmark er en af de stiftende investorer i den grønne kapitalfond CIP, så dette taler også for Foged.

Hvad taler imod: Intet. Måske problemet er, at lønnen ikke er tilstrækkelig høj til Bo Foged.

Camilla Holm, 48

Koncerndirektør i PFA

Camilla Holm. Foto: Thomas Lekfeldt Thomas Lekfeldt

Camilla Holm gik efter jobbet som Allan Polacks afløser i PFA, men snublede i Finanstilsynets regler. Nu har hun været i PFA i snart to år, så mon ikke det går? Måske et lidt kedeligt og sikkert valg, selvom Holm har været topchef i Nykredit-ejede Totalkredit.

Hvad taler imod: Intet

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør

Thomas Bernt Henriksen Søren Bidstrup