Økonomisk ekspertudvalg er endnu en panikløsning – men en god en

Statsminister Mette Frederiksen (S) nedsætter omsider en ekspertgruppe med tre markante økonomer til at rådgive sig i coronakrisen. Håndteringen af coronakrisen er imidlertid et projekt styret efter en socialdemokratisk drejebog, og det samme er genåbningen af samfundet. Det skal erhvervslivet og det nye ekspertudvalg tage bestik af.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, afholdt i år sin 1. maj-tale på Facebook transmitteret live fra Arbejdermuseet i København. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Fornuftigt. Statsminister Mette Frederiksen nedsætter omsider en ekspertgruppe med tre markante økonomer til at rådgive sig i coronakrisen. Det er solidt at sætte tidligere overvismand Michael Svarer, tidligere overvismand Torben M. Andersen og tidligere medlem af Produktivitetskommissionen Philipp Schröder sammen for at give svar på, hvordan Danmarks bedst kommer sikkert gennem de næste faser af genåbningen.

Berlingske morede sig i stille desperation over regeringens manglende vilje til at inddrage økonomer for 14 dage siden og sammensætte et økonomisk ekspertudvalg, der netop skulle løse denne opgave. Desværre ramte vi kun et af de tre medlemmer, som nu er valgt. Det lever vi med, omend vi syrligt kan konstatere, at Norge har haft et sådant udvalg siden 25. marts.