Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Med kongefamilien får vi virkelig noget for pengene

Når prins Joachim og prinsesse Marie repræsenterer danske interesser i Frankrig, har det en brandingværdi af Danmark, der langt overstiger parrets apanage.

Prins Joachim og prinsesse Marie bor i Paris, hvor Prinsen i september 2020 tiltrådte som forsvarsattaché på Den Danske Ambassade. Her er de også bindeled mellem dansk og fransk erhvervsliv.  Arkivfoto: Jaques Witt/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg læste en artikel i Ekstra Bladet forleden om prins Joachim, der som dansk forsvarsattaché i Paris har bistået en dansk virksomhed, Weibel, i en stor forhandling om radarudstyr med den franske forsvarsgigant Thales.

Artiklen var forbløffende positiv taget i betragtning af, at et medlem af det danske kongehus hjælper en virksomhed, der sælger militært udstyr.

Der er ofte meninger om Kongehusets medlemmer, der afstedkommer spørgsmål som: hvorfor har vi et kongehus, og hvad skal vi bruge det til?

Danmark er et af verdens mest eftertragtede lande: Vi har et stærkt erhvervsliv, vi er det sundeste folkefærd, de gladeste mennesker, vi har alle mulighed for at få tag over hovedet, vi får penge for at studere, vi er velhavende, vi kræver ligestilling og ligeløn, og vi er antiracistiske.

Vi har et landbrug, der er verdenskendt som det mest miljørigtige. Vi er imod nedarvede privilegier og sætter meritokratiet højt. Vi er de grønneste, og vi er de mest bæredygtige – alt i alt er vi supergode og supermoderne, og alligevel accepterer vi at have noget så oldnordisk som én familie, der rangerer over os alle. Så hvad er det, vores kongefamilie egentlig kan?

Selv måler vi – og bliver selv målt – på det ene og det andet succeskriterium. Hvordan udmærker vi os i vores arbejde, vores sport, vores duelighed som forældre, vores bestræbelser på at være blandt de rigtige og selv være de rigtig gode?

Med så stor fokus på egne personlige evner for at være god, bedre og bedst er det egentlig utroligt, så diskriminerende vi også kan være, når det gælder en særlig lille gruppe mennesker.

Vi læser forargede artikler om prins Joachims apanage, og hvordan hans arbejde dog overhovedet kan være de mange penge værd? Læs hvad Frank Bill, der er forsvars- og sikkerhedschef i DI-organisationen Forsvars- & Aerospaceindustrien, siger i forbindelse med ovennævnte handel af radarudstyr: Prins Joachim kender industrien, og det gør overhovedet ikke noget, at han er prins.

Når det er sagt, er det, som om kvinden i ægteskabet – her prinsesse Marie – slet ikke er en del af ligningen, når hendes mands apanage bliver diskuteret af offentligheden. Forestiller vi os måske, at hun skal arbejde gratis, bare fordi hun er gift med en prins? Reelt er det parret, som får apanage – altså løn for at være dem, de er, og for at udføre et job med ét fælles mål, nemlig at få Danmark promoveret bedst muligt i Frankrig.

De har hver deres arbejdsområde, og det gælder da bare om at gnide sig i hænderne over, at vi har fået en del af vores kongelige familie placeret smask ned midt i franskmændenes højborg, Paris.

Hvis man så måler parrets succeskriterium og den effekt, det har at være dem i et fremmed land, så er det ligesom med vores Dronning og Kronprinspar. Hvad er deres brandingværdi for Danmark målt i kroner og øre? Hvad ville den medieomtale ellers have kostet os i reklamepenge? Hvor hurtigere får vi åbnet døre til de virksomheder, som vi gerne vil handle med? Hvad driver det af ekstra interesse for danske produkter og deraf forretning for Danmark?

De danske virksomheder har nogle værdier ved siden af de produkter, de sælger. Herunder hører også kultur, og hvordan vi opfører os. For kultur er dannelse, viden og respekt. Og fordi vi selv er så gode, så handler vi selvfølgelig helst hos virksomheder med gode værdier, som vi kan identificere os med.

Så når prins Joachim og prinsesse Marie repræsenterer danske interesser i Frankrig, sælger de samtidig en vare, der har et særligt prædikat, som franskmændene gerne vil identificere sig med, men som de ikke har – for de henrettede jo selv Ludvig 16. i guillotinen på Place de la Concorde i 1793.

Nu var Ludvig 16. heller ikke den skarpeste kniv i skuffen, og hans hustru, Marie Antoinette, var upopulær ved sin ødselhed, hvorfor folkets tålmodighed vel slap op. Så det er bare ikke alle lande, der er så heldige at have en god salgsvare, som tilmed bærer vores lands historie, danskernes identitet og heraf kvalitet.

Anna von Lowzow er instruktør i Nordisk Film