Når Christina Legaard Dreyer kigger ud ad sit vindue, ser hun ikke det gråvejr og de gulnede efterårsblade, de fleste danske øjne har udsigt til for tiden. Nej, hendes øjne rammer i stedet grønbladede palmer, jungleklædte bjergkamme og det azurblå hav.
Den 28-årige kvinde har bosat sig på den thailandske ø Koh Samui, og herfra er hun ved at løbe et helt nyt arbejdsliv i gang. Det giver hende ikke bare et smil på læberne. Det gør hende også til et eksempel på en ny generation på arbejdsmarkedet, som afprøver rammerne for det klassiske arbejdsliv.