Hjemmearbejde kan booste balancen mellem privat- og arbejdsliv

Hjemmearbejde giver ikke kun sparede timer i myldretrafikken og mindre CO2-udledning. Der er også meget at vinde på work-life-balancen, lyder det fra Ledernes chefkonsulent.

Som leder har man en bunden opgave i at sikre sig, at medarbejdere har en sund balance mellem arbejde og fritid. Hjemmearbejde kan være en god måde at understøtte den balance, mener Signe Tønnesen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hjemmearbejdet er kommet for at blive, og det er stærkt efterspurgt af medarbejderne. Det ser ud til at være en af de helt sikre konklusioner, når coronakrisens indflydelse på vores arbejdsliv skal evalueres – og det giver også god mening.

For coronakrisens tvungne hjemmearbejde har vist os, at hjemmearbejde giver færre forstyrrelser, mere effektive møder og mindre spildtid.