Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Lykke Friis udstiller tidligere TV 2-chefs dårlige undskyldninger

Kan vi andre lære noget af balladen om Rockwool? Det kunne se ud, som om alle medlemmer af tunge bestyrelser skal tænke sig godt om i forhold til potentielle interessekonflikter, og hvad de kan holde til at stå på mål for. Grænsen blev i hvert fald nået for tænketanksdirektør Lykke Friis.

Lykke Friis forlader med øjeblikkelig virkning bestyrelsen i Rockwool Fonden. Hun er direktør for Tænketanken EUROPA og er en anset kommentator og ekspert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det er ikke er foreneligt med mit daglige virke at være medlem af Rockwool Fondens bestyrelse.«

Lykke Friis, direktør for Tænketanken EUROPA og tidligere energi- og klimaminister, formulerer det beundringsværdigt klart, hvorfor hun øjeblikkeligt må forlade posten som næstformand i Rockwool Fonden efter otte år i bestyrelsen.

Der er ingen grund til at fejre hendes afsked fra fondens bestyrelse. Den var uomgængelig. Som direktør for en af Danmarks mest markante tænketanke kunne hun naturligvis ikke tåle den mindste tvivl om, hvor hun stod i forhold til, hvordan virksomheder skal agere på det russiske marked i lyset af krigen i Ukraine. For Lykke Friis er ikke blot tænketanksdirektør, men også en kendt og respekteret udenrigspolitisk ekspert og kommentator.

Når Lykke Friis, som også er tidligere prorektor på Københavns Universitet, måtte gå, er årsagen en åbenbar, uløselig og virkelig tankevækkende interessekonflikt, som sådan set hele tiden har eksisteret.

Kendt for seriøse argumenter

Rockwool Fonden er mest kendt for sine seriøse og relevante analyser, som gennem årtier har beriget debatten om det danske samfund: »Fonden støtter uafhængig forskning og nyskabende løsninger på samfundsmæssige udfordringer gennem praktiske interventioner,« skriver Rockwool Fonden på sin hjemmeside. Det er korrekt.

Fonden har den tidligere professor og vismand Jan Rose Skaksen ansat som forskningschef. Jan Rose Skaksen afløste i 2015 den mindst lige så ansete tidligere vismand Torben Tranæs, som siden har været forskningsdirektør i VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Man har i mange år slet ikke rigtig tænkt på producenten af isolering, når man hørte navnet Rockwool Fonden – indtil datoen 24. februar, hvor Rusland invaderede Ukraine, hvilket dels udløste en stribe hårde sanktioner mod Rusland og dels udløste et voldsomt pres på virksomheder med aktiviteter i Rusland for at stoppe al handel i og med Rusland.

Rockwool med 23 milliarder i omsætning og fire fabrikker i Rusland har gennem hele krisen afvist at stoppe deres russiske produktion. Topchefen i Rockwool, Jens Birgersson, skal have en vis anerkendelse for ikke at gemme sig bag virksomhedens russiske medarbejdere. Det er selvsagt et temmelig problematisk argument at bevare sine aktiviteter i Rusland for at beskytte de lokalansatte, hvis den beslutning rammer alle andre af virksomhedens ansatte.

»De tabte indtægter lever vi med, men at forære den intellektuelle ejendom og teknologi bort sammen med vores medarbejdere er en rigtig dårlig idé. Det er vores kerneteknologi. Det vil komme tilbage og ramme os, fordi vi vil få en ny konkurrent, der har adgang til al vores teknologi. Af samme grund er det heller ikke en mulighed at sælge vores russiske forretning,« sagde Jens Birgersson til Berlingske for nogle uger siden.

Bryder ikke nogen sanktioner

Vi skal i den forbindelse huske på, at Rockwool ikke bryder nogen sanktioner eller fører sin egen udenrigspolitik ved at opretholde sine russiske aktiviteter. Spørgsmålet handler alene om moral og om at placere sig på den rigtige side af historien.

Og så kommer vi så til formanden for Rockwool Fonden, den tidligere TV 2-direktør Merete Eldrup, som også er formand for Københavns Universitet og for Nykredit.

Her er, hvad Merete Eldrup svarede, da Berlingske bad hende forholde sig til, hvad Rockwool Fonden mente om Rockwools fortsatte aktiviteter i Rusland.

»Det mener jeg ikke noget om. Vi har ikke en aktiv ejerskabspolitik, hvor vi går ind i enkeltsager. Det er en svær situation i Ukraine, det er der ingen tvivl om. Men hvis man skal høre, hvad Rockwool International mener, er det dem, man skal tale med. Det er ikke noget, som bestyrelsen i Rockwool Fonden, som er en forskningsenhed, har en holdning til,« sagde Merete Eldrup.

Nå, ikke?

Ejer 23 procent af aktierne

Rockwool Fonden ejer 23 procent af aktierne i Rockwool og er virksomhedens største ejer. Det er ikke retvisende at tale om, at den største ejer kan være ligeglad med så stor en beslutning som at lukke de russiske fabrikker, når det væsentligt vil påvirke virksomheden. Det kan godt være, at Merete Eldrup ikke sidder i Rockwools bestyrelse. Ingen virksomheden kan imidlertid ignorere den største ejer, som til overflod er befolket af fire medlemmer fra grundlæggerens familie, Kähler-familien.

Hertil kan man føje, at Rockwool, som er en børsnoteret virksomheden, på sin hjemmeside selv udpeger Rockwool Fonden til en strategisk ejer.

»Rockwool Fonden – vores største aktionær med 23 procent af aktiekapitalen – arbejder til gavn for samfundet, samtidig med at der tages behørigt hensyn til koncernens langsigtede interesser.«

I øvrigt var det præcis den samme logik, som gjaldt, da Ørsteds topchef, Mads Nipper, gav Berlingske et interview om Ørsteds russiske gaskontrakter.

»Vi har gjort alt, man som normal virksomhed kan gøre. Men vi har bare en ekstra dimension, som er radikalt anderledes end at flå russisk vodka og kaviar af hylderne. Det at afbryde en meget stor del af al den gas, der flyder til Danmark, mener vi fra vores side er så stor en samfundsmæssig beslutning, at den hverken kan eller skal træffes af et kommercielt selskab,« sagde Mads Nipper i Berlingske kort tid efter Ruslands invasion.

Man skal naturligvis hertil bemærke, at den danske hovedejer af Ørsted, staten, heller ikke sidder direkte i Ørsteds bestyrelse i skikkelse af eksempelvis finansminister Nicolai Wammen.

Ret til at have en mening

Formanden for Rockwool Fonden og dens bestyrelse må naturligvis have en mening om Rockwools fortsatte aktiviteter i Rusland. Merete Eldrup har ret til ikke at dele de synspunkter med pressen og kan med lethed gemme sig bag børsetiske regler.

Det er rigtig, rigtig trist for Rockwool Fonden, at et af bestyrelsesmedlemmerne må gå på grund af en interessekonflikt, ingen havde drømt om ville opstå.

Desværre udstiller den beslutning, som Lykke Friis har truffet, også, at der var tale om en uholdbar og dårlig undskyldning, da Merete Eldrup sagde, at hun ikke havde nogen mening om Rockwools russiske aktiviteter. Faktisk kunne man sige, at hendes synspunkt er direkte uansvarligt, da hun som hovedejer af Rockwool må have en voldsom stærk holdning til virksomhedens kort- og langsigtede levedygtighed.

Kan vi andre lære noget af balladen om Rockwool og Merete Eldrup? Det kunne se ud, som om alle medlemmer af tunge bestyrelser skal tænke sig godt om i forhold til potentielle interessekonflikter, og hvad de kan holde til at stå på mål for. Grænsen blev i hvert fald nået for Lykke Friis.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.