LEGO Fonden skabte overskrifter forleden, da den annoncerede sin hidtil største donation på 450 millioner kroner, som skal bruges til vaccinationer mod covid-19 i fattige lande. For insidere i fondsverdenen kommer donationen dog ikke som nogen overraskelse, for LEGO Fonden har de senere år skruet markant op for sit samfundssind.
Danmarks store virksomheder er i mange år faldet to kategorier: Dem, der som for eksempel Novo Nordisk, Mærsk, Realdania og Carlsberg øser mange penge ud over samfundet til for eksempel Operaen i København, forskning og renovering af historiske bygninger og bydele.
Og så dem, der som en stribe jyske virksomheder, herunder Jysk, Bestseller og indtil for nogle år siden LEGO har været noget mere påholdende med donorkroner til almene formål.
Men LEGO har revet sig løs fra feltet i Jylland, og i de senere år har LEGO Fonden været at finde på Top 30-listen over danske fondes største donationer, hvor også ejerfondene bag Danfoss og Grundfos findes. Den celebre liste ajourføres hvert år af konsulentfirmaet Kraft & Partners, som har specialiseret sig i at vide alt om danske fonde.
Op fra 14 millioner
I 2010 nøjedes LEGOs ejerfond med at donere bare 14 millioner kroner til almene formål, men nu ligger LEGO Fonden placeret øverst på Top 30 med donationer på 1,1 milliard kroner og overgås kun af Novo Nordisk og A.P. Møller Fonden, der sidste år viste samfundssind for henholdsvis 4,4 og 1,2 milliarder kroner.

De store virksomheders kultur og værdier er ofte knæsat af de oprindelige ejere. Det gælder brygger Jacobsen, som i sin tid overdrog Carlsberg til professorklubben Videnskabernes Selskab og dermed sikrede det danske samfund uvurderlige milliarder til forskning. Det gælder også A.P. Møller Fonden, som igen og igen har sat sit fingeraftryk på samfundsudviklingen, og det gælder for Novo Nordisk Fonden, hvor en stribe af tidligere fremtrædende Novo-ledere med sundt Novo-blod brusende i årerne har stået i spidsen for fonden og delt milliarder ud til forskningsformål
Formue på over 53 milliarder
Anders Holch Povlsen, direktør i Bestseller, er Danmarks rigeste mand med en anslået formue på over 53 milliarder kroner. Det gør ham til verdens 254. rigeste person.
Men hos Bestseller holder de på pengene. Der findes ganske vist en Bestseller Foundation, og Anders Holch Povlsen har for nylig stiftet fonden Holch Povlsen Foundation, ligesom hans far Troels Holch Povlsen sammen med Anders' mor, Merete, driver fonden MTHP Fond.

Men Bestseller Foundation og MTHP har sammenlignet med andre store virksomheder hidtil kun uddelt mindre beløb, og Anders Holchs fond er så ny, at der ikke er finansielle efterretninger at studere.
Bestseller Foundation er da heller ikke at finde i Top 30, hvor kronprinsesse Marys fond, Mary Fonden, lægger bunden med en uddeling på 24 millioner kroner i 2020.
Ubændig iværksættertrang
Vi ved det ikke, men måske føler Anders Holch Povlsen og hans far før ham, at de selv har brug for pengene til at realisere familiens ubændige iværksættertrang.
Anders Holch Povlsen har for længst bevæget sig ned fra tøjhylderne som storinvestor i onlinesupermarkedet Nemlig.com, indenfor betalingsservice med svenske Klarna og dansk fintech med Lunar Bank.
Måske synes familien, at de bidrager rigeligt med skattebetaling, jobskabelse og eksportindtjening til det danske samfund. Det gør de selvfølgelig også.
Politisk indflydelse
Udfordringen er bare, at både LEGO og Bestseller agerer på en international scene, hvor det forventes, at store virksomheder lytter til samfundets behov og yder altruistiske bidrag. Mange lande er i højere grad end det skattetunge Danmark afhængige af private donationer til kunst, forskning og sociale formål.
Herhjemme rykker virksomhederne og fondene tættere på hinanden. Løfter om almennytte bruges direkte i salgsarbejdet, når en del af prisen for et Anders And-blad går via Egmont Fonden til gode formål.
Men velgørenhed handler ikke kun om kundernes velvilje, det handler også om indflydelse og åbne døre.
»Vi vil prøve at bruge vores politiske indflydelse mere til at flytte nogle af de store dagsordener internationalt og tænke over, hvordan vores donationer kan åbne nogle døre, som måske ikke tidligere har været åbne, herunder politiske døre,« siger LEGO Fondens nye chef, Anne-Birgitte Albrectsen, til Finans.dk.
En erhvervsdrivende fond understøtter en større fortælling om en virksomhed, og hvad den ønsker at være for det omgivende samfund. Men Bestseller forbliver et lidt hemmeligt foretagende, som lukker sig om sig selv. Mon ikke Anders Holch Povlsen har noget at lære af den nye dreng i den tunge fondsklasse?