Kommentar: Offentlig kapital til grønne løsninger lokker private investorer på banen

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) skal være den finansielle motor i EUs grønne »New Deal« for at tackle klimaforandringer. Offentlig finansiering er et effektivt redskab til at trække grønne investeringer derhen, hvor den private kapital endnu tøver med at søge hen.

Eiffeltårnet blev under klimatopmødet i Paris i 2015 oplyst med ordet »Decarbonize« – en opfordring til at mindske verdens afhængighed af fossile brændstoffer for at undgå katastrofale klimaforandringer. Den Europæiske Investeringsbank, der hører under EU, skal bruge mindst halvdelen af sin finansiering til investeringer i grøn omstilling. Patrick Kovarik/AFP/Ritzau Scanpix

Politiske beslutningstagere og eksperter har vredet hænder over de forskellige kriser i EU, som efter deres mening halter bagud, når det gælder om at tackle de store trusler mod Europas overlevelse på langt sigt.

Men i spørgsmålet om klimaforandringer er intet fjernere fra sandheden. I midten af november beviste EUs medlemslande, at de kan stå sammen om en fælles vision for en fremtid med lavt CO2-udslip. Og de europæiske institutioner fører allerede an i kampen mod klimaforandringer på globalt plan. Blandt andet vil Den Europæiske Investeringsbank (EIB) nu spille en endnu større rolle som redskab til at gøre økonomien mindre afhængig af fossile brændstoffer og begrænse den globale opvarmning til langt under to grader celsius over det førindustrielle niveau.