Kommentar: Iværksættere har også tomme lommer og ondt i maven. Men ingen fortæller det

Der er nok af glitrende forsider med succesfulde unge mennesker, der har opfundet den dybe tallerken og er blevet millionærer overnight. Sagen er, at denne succes kun overgår (og er mål for) de få – og at der er meget lidt snak om den lange rejse med hutlen og betlen på vejen dertil. Det skaber et forfejlet billede af livet som iværksætter og en forkert debat om, hvad der kan hjælpe flere til at leve af det. Medier og iværksættere bør tale bagsiden af billedet op.

Esther Dora Rado.

Det må være omkring første eller andet år, jeg har min virksomhed. Jeg befinder mig til et udvalgsmøde, hvor et panel diskuterer dansk erhvervsliv: Hvordan vi nærer SMVere og iværksættere, hvordan vi får flere med succes. En af dansk erhvervslivs store koryfæer markerer; han har en kommentar midt i forslag om fælleskontorer, kapitalindsprøjtninger og innovationshubs, der ellers ligger mig fjernt nok.

Han siger (mens sidemanden nikker ivrigt): Vi skal huske, at iværksættere er lidt ligesom kunstnere. De skal helst have det lidt svært. Det er godt for sulten, forstås – hvis de lider lidt.