For mange i Asien virker den inadvendte debat i Vesten om økonomisk og politisk ulighed både tonedøv og malplaceret. Hvis vi skal omstille verden væk fra CO2-udledning, skal den store globale ulighed på energiområdet tackles, før det er for sent.
Mens indbyggerne i verdens mest velstående økonomier diskuterer middelklassens ve og vel, har over 800 millioner mennesker i verden ingen adgang til elektricitet. Og over to milliarder har ikke rene faciliteter til madlavning, så de må bruge giftige alternativer som dyreaffald som deres primære brændsel til at lave mad. Samtidig er CO2-udledningen i Europa og USA pr. indbygger stadig betydeligt større end i Kina og Indien. Hvilken ret har så især amerikanere til at klage, når Kina øger produktionen i forurenende industrier som modvægt til den økonomiske opbremsning, som handelskrigen med USA har udløst? For mange i Asien virker den indadskuende debat i Vesten ofte både tonedøv og malplaceret.
Selv hvis Europa og USA bevidst bremser op for deres kapitalistiske vækstmotorer — det vil nogle af de mere radikale forslag indebære, hvis de gennemføres — vil det ikke være bare i nærheden af tilstrækkeligt til at begrænse den globale opvarmning, hvis vækstøkonomierne fortsætter deres nuværende forbrugsvækst.
