Fordi renten på statsgæld ligger på det laveste i flere årtier, har flere førende økonomer argumenteret for, at stort set alle højtudviklede økonomier kan tillade sig at lade gælden nærme sig japansk niveau – som selv konservative skøn angiver til over 150 procent af bruttonationalproduktet – uden at dette bør udløse større bekymring med hensyn til de langsigtede konsekvenser. Dette har tilhængerne af en langt større gæld måske ret i, men de har nu en tendens til at nedspille eller ignorere alt, der kan gå galt.
Med dette nye syn på gæld undervurderer man først og fremmest de risici, der er for andre modtagere af offentlige skatteindtægter – såsom pensionister, der kan opfattes som en slags juniorgældshavere i det 20. århundredes velfærdsstat.
