Kinakommentator: Kina gør selv alt for at tabe det teknologiske kapløb med USA

Kina hævder, at det er problemer med datasikkerhed, der har fået landet til at slå ned på kørselstjenesten Didi, men det ligner mere begyndelsen på et bredere forsøg på at stramme kommunistpartiets greb om landets blomstrende teknologisektor. Udenlandske investorer må tro om igen, hvis de håber, at de kinesiske ledere vil indse deres fejl og slå kursen om.

Kinas myndigheder har beordret Kinas svar på Uber, Didi, fjernet fra alle landets appbutikker og fører nu en hård kurs over for kinesiske teknologiselskaber. Det kan skræmme udenlandske investorer fra landet og kvæle adgangen til kapital og ekspertise. Florence Lo/Reuters/Ritzau Scanpix

På begge sider af det politiske spektrum frygter amerikanske kongresmedlemmer, at Kina er ved at overtage USAs globale føring inden for forskning og teknologi. I starten af juni vedtog et sjældent flertal i det ellers ofte lammede Senat et lovforslag om at bruge næsten 250 milliarder dollar over det næste tiår på at fremme frontforskning.

Men måske bekymrer politikerne sig unødigt. For den kinesiske regering synes selv at gøre alt for at tabe det teknologiske kapløb med USA.